Litteratur, dannelse og videnskab - om "Sagen Yahya Hassan"

Yahya Hassan er er en talentfuld ung digter med sin helt egen stemme og et stof der trænger sig på for at komme ud. Han skriver forståeligt og på en måde der umiddelbart engagerer unge mennesker. Det er i sig selv grund nok til at læse Yahya Hassan i gymnasiet.

Ikke desto mindre skal man nu argumentere for at læse ham, fordi han i sit forfatterskab og offentlige ytringer forholder sig særdeles kritisk til sit barndomsmiljø og den religion han har er vokset op med. Så nu bliver det pludselig et spørgsmål om demokrati og ytriingsfrihed at læse Yahya Hassan. Det mærkede vi på skolen i forbindelse med et arrangement på temadagen "OEG gør en forskel", hvor Yahya Hassans oplæsning og den efterfølgende diskussion foregik i en temmelig ophedet atmosfære, men inden for rammerne af en demokratisk meningsudveksling.

I den atmosfære er det nærmest en demokratisk pligt at læse Yahya Hassan. For selvfølgelig skal vi som dannelsesinstitution i et demokratisk samfund ikke lade sig kujonere og undlade at beskæftige sig med et forfatterskab, blot fordi det er kontroversielt og kan medføre ubehagelige episoder. Vi skal danne unge mennesker til at blive borgere i et demokratisk samfund. De skal anvende deres egen ytringsfrihed og respektere at andre anvender deres, selv om man ikke kan lide hvad de ytrer. Vi skal lære dem at gennemføre en demokratisk dialog. Arrangementet med Yahya Hassan var et godt eksempel på det.

Gymnasiet er også en uddannelsesinstitution. Fagene er konstitueret på et videnskabeligt grundlag og dem overliggende værdi er sandhed. Eleverne skal lære at forholde sig til en fænomen på grundlag af fagenes metoder. Alle emner skal i princippet kunne underlægges en videnskabelig behandling. Tro handler om det der ikke kan belyses videnskabeligt og ligger som sådan uden for skolens offentlige rum. Skolen er i sit væsen sekulær.

"Sagen Yahya Hassan" er en anledning til at blive en skarpere på vores forpligtelse i forhold til demokratisk dannelse og videnskabelighed. At vælge at gå på en dansk skole forudsætter accept af dette fundament.

Vi valgte at gennemføre arrangementet med Yahya Hassan. Det er godt at han nu alligevel kommer til orde også i Vollsmose.

Presseklip:
Dr.dk/kultur
Kulturen på news (kan kun ses på TV2 Play)

OEG gør en forskel

Den 6. november arrangerer vi på Ørestad Gymnasium en dag med fokus på frivilligt arbejde. Vi kalder den "OEG gør en forskel dag", og dagen gennemføres som workshops med eksempler på, hvordan man som ung gennem frivilligt arbejde kan gøre en forskel. Alle elever skal deltage i en workshop efter eget valg.

I lighed med andre gymnasier har vi gennem nogle år mærket en vigende interesse blandt eleverne for at deltage i gymnasieelevernes traditionelle aktivitet "Operation Dagsværk" (OD), og sidste år blev det slet ikke til noget på vores skole. Jeg tror ikke den vigende interesse skyldes, at eleverne ikke ønsker at gøre noget for andre end sig selv. Selv om de unge ofte beskrives som narcissister der og hedonister, har vi mange eksempler på elever med et stort engagement i både lokale og globale problemer, og at de gør noget for andre end sig selv. I år vælger vi som vores bidrag til at styrke OD at give de elever der ønsker det mulighed for at deltage i OD, og de elever der ikke tænder på OD mulighed for at engagere sig i noget andet, men stadig frivilligt arbejde.

Vi organiserer 20 workshops - de fleste i samarbejde med frivilligorganisationer - om frivilligt arbejde om lokale eller globale problemstillinger.

I samarbejde med organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke, Ungdommens Røde Kors, Amnesty, Arkitekter uden grænser. Center for menneskerettigheder, Høvelte Kaserne  er der workshops om hvordan man kan gøre en forskel i forhold til de store globale udfordringer: ulighed og fattigdom, krige, klimaproblemer, flygtningsproblemer. Og så er der selvfølgelig mulighed for at elever kan vælge at arbejde en dag for OD-projektet i Sierra Leone.

I samarbejde med lokale partnere som Hvidovre Bokseklub, Ombold, Sløjfen,Ventilen, DFUNK Outreach, Børns Vilkår, er der fokus på hvordan man kan gøre en forskel i forhold til ensomhed, fattigdom, ældreproblemer, og hvordan man kan bruge idræt og musik til at gøre en forskel. 

Der er også workshops med fokus på Ørestad Gymnasium selv. Hvordan kan vi udvikle skolen til at have et mere globalt udsyn, hvordan kan vi bruge vores kulturelle mangfoldighed som styrke? Og der er medieværksted så hele dagen kan blive foreviget.

For os er det en del af gymnasiets opgave at lære de unge om de globale og lokale udfordringer, og at sætte dem i st and til at handle i forhold til disse udfordringer og ikke forfalde til passivitet og pessimisme. Derfor gør vi "OEG gør en forskel dagen" til en obligatorisk aktivitet for alle. Jeg håber også at dagen kan virke tilbage på skolen og medvirke til at skave et stærkt, engageret og aktivt skolefællesskab.

Jeg håber at dagen kan blive starten på at vi bliver en skole, hvor vore elever som en naturlig del af ungdomslivet deltager i frivilligt arbejde om lokale og globale spørgsmål. Vi vil gerne tilknytte et netværk af relationer til frivilligorganisationer, så det bliver let for eleverne at komme til at deltage. For at sætte skub i den udvikling tilbyder vi eleverne at få "lovligt fravær" i  op til to dage om året , hvis de kan dokumentere deltagelse i frivilligt arbejde, en slags konkret CSR (Cooperate Social Responsibilitty).

Om overvågning

På Ørestad Gymnasium har vi indført et nyt billetsystem med "biometrisk scanning" (i medierne oversat til fingeraftryk) ved indgangen. Visse medier bragte op på den hel store klinge og gjorde det til en historie om "overvågningssamfund" og "krænkelse af borgernes (in casu: elevernes) rettigheder". Også enkelte elever var kritiske over for beslutningen, og det har vi haft en god debat om i vores Facebook-gruppe.

Der er al mulig grund til at være kritisk over for tendenser til overvågning i vores samfund. Afsløringer af efterretningstjenesternes misbrug af terrorlovgivningen til at overvåge mails og andre spor på internettet, de store internetselskabers (Google, Facebook, Amazon, Apple m.fl.) anvendelse af data itl kommercielle formål og "sladring" til efterretningstjenesterne, den omsiggribende kameraovervågning på offentlige gader og pladser og i mange bygninger, er altsammen udviklingstendenser i vores samfund, som vi skal diskutere og som de internationale regeringer bør sætte grænser for.

Men vores biometriske scanning af fingre har bare intet at gøre med disse tendenser. Der er tale om en i henseende til overvågning og borgernes rettigheder fuldstændig harmløs foranstaltning. Vi opretter ikke et arkiv af fingeraftryk. Den biometriske scanning af fingeren udløser en kode som arkiveres; og når fingeren scannes igen, kan det kontrolleres om den udløser den samme kode. På denne måde kan vi kontrollere identiteten af den person, der 'ønsker at komme ind itl en fest. Der kan ikke rekonstrueres et egentligt fingeraftryk oå grundlag af koden. Så selv om politiet evt. skulle få en kendelse om at se arkivet af koder, vil de ikke kunne bruge det til noget, da de ikke il kunne se fingeraftrykket. Arkivet opbevares sikkert på skolen, og ingen andre vil få adgang til arkivet. Der er således ikke tale om overvågning men om en sikker identificering, en udvidelse af den personnummerregistrering som vi i forvejen foretager.

I vores beslutningsproces stillede vi naturligvis leverandøren alle disse spørgsmål, og først da vi følte os sikre på, at dataene ikke på nogen måde kunne misbruges, tog vi beslutningen. Vi ønsker ikke at bidrage til overvågningen, men blot at forbedre sikkerheden ved elevfesterne på skolen.

Vi fik undervejs et velment råd fra en juridisk professor, som mente at vi i stedet burde øge antallet af vagter. Det har vi naturligvis for længst gjort. Til vore fester er der 12 professionelle vagter, 3 lærere, 1 pedel og 4 forældre, og alligevel har vi vanskelighede ved at sikre, at kune skolens elever får adgang. Vi synes ikke, vi ville gøre skolen til en kaserne af vagter.

Det som vi vil opnå med det nye billetsystem med biometrisk scanning er at skabe et hurtigere flow ved indgangen, sikre at kun skolens elever kommer ind (vi har haft problemer med udefrakommende ballademagere bevæbnet med kniv) samt undgå at der kan foregå piratsalg af billetter. Nu tester vi systemet ved næste fest, og så evaluerer vi sammen med eleverne, om vi skal fortsætte.

Vi anvender den moderne teknologi til at løse et konkret sikkerhedsproblem.  Men anvendelse af teknologi krænker ikke i sig selv nogens rettigheder. Den vigtige historie om de internationale regeringers manglende kontrol med interselskaberes og efterretningstjenesternes krænkelse af borgernes rettigheder er for vigtig til, at Ørestad Gymnasiums scanning af elevernes fingre ved indgangen skal gøres til en del af den.

Prag igen

Så er rejsearrangørerne aktive igen. De vil have gymnasieeleverne på druktur til Prag i vinterferien. Med tvivlsomme (og formodentlig ulovlige) markedsføringsmetoder engagerer de stråmænd blandt eleverne på landets gymnasier, som (formodentlig med løfte om frirejser eller andre goder) skal forsøge at overtale deres kammerater til at rejse til Prag med netop denne rejsearrangør. På Facebook vrimler det grupper og indlæg som reklamerer for Pragture, og nogle af dem går så vidt som at kalde sig "X Gymnasiums officielle Pragtur).

Der er også en strøm af tilbud på de sociale medier for eleverne på Ørestad Gymnasium.

De giver sig selv, at arrangørerne klæder sig i lånte fjer. Gymnasierne har intet at gøre med disse ture, på anden måde end at deltagerne er unge mennesker der tilfældigvis går på samme gymnasium. og at de unges motivation for at deltage i turene også er at lave sjove ting sammen med skolekammerater.

Jeg kan naturligvis ikke have noget imod, at eleverne styrker det sociale ammenhold på skolen ved at gøre ting sammen, hvadenten det er skiture eller andre former for rejser. Det problematiske med Prag-turene er imidlertid, at arrangørerne under dække af at der er tale om "skoleagtige" ture lokker de unge med deres forældres accept  til ture, hvor indholdet udelukkende er druk, hvor guiderne systematisk påvirker de unge til at drikke max, og hvor der er aftalt særrabatter med barer og diskoteker.

Medierne var i uge 7 fyldt af historier om hærskarer af fulde unge danskere, som hærgede hoteller og kom i slagsmål i gaderne. Historier som denne.Det håber jeg ikke at vi skal opleve igen i 2014.

Mange af de unge havde også erfaringer med rejsearrangører, der ikke havde styr på rejserne, og mange oplevede busforsinkelser og dårlige hoteller. Det skabte usikre rejsedeltagere og bekymrede forældre.

Selv elsker elsker jeg Prag. Og tjekkisk øl er det bedste. Men jeg ville ønske, at de unge havde fantasi til at arrangere sociale begivenheder med andet indhold en druk. Jeg synes de går glip af en masse, og deres relationer til hinanden bliver amputerede. I stedet for at lade sig lokke af tvivlsomme rejsearrangører, synes jeg at de selv skal arrangere oplevelser  (rejse, hytture, skiture.), som har et reelt indhold, giver oplevelser og bringer dem sammen på de nye måder. Og måske skulle netop ikke vælge Prag i den uge.

Forældrene bør være i tæt dialog med gymnasieeleverne, hvoraf de fleste er under 18. Er der styr på rejsens indhold, arrangørens forpligtelser, forsikringsforhold? Hvad er forældrenes rolle, hvis de unge som sidste år, komme ri konflikt med myndighederne på grund af fuldskab? Ved forældrene, at der ikke er lærere med?

Jeg hverken kan eller vil forbyde gymnasieeleverne at rejse til Prag, men jeg tror at eleverne har brug for en dialog med hinanden og forældrene om,hvad der skal foregå, og om der ikke erbedre alternativer. Det vil jeg i hvert faldopfordre til.

Et godt valg?

Hvis ellers de nye elever i 1g læser aviser og ser nyheder i disse dage, kan det næsten tage modet fra dem at skulle starte i gymnasiet. Nu skal der - igen - gøres en politisk indsats for at få flere i erhvervsuddannelse, og der skal færre i gymnasiet. Er det så dårligt et valg, de rekordmange unge der starter i gymnasiet har truffet?

Uddannelse ses af mange som et tryllemiddel, der kan løse de fleste af samfundets og de enkelte borgeres problemer. Jeg er ikke ueng i, at uddannelse er en særdeles væsentlig investering for samfundet og for den enkelte. Men kun hvis uddannelse for den enkelte er et reelt, gennemtænkt og  frivilligt valg, som er et svar på den enkeltes mål i tilværelsen. Uddannelse duer ikke hvis der en tvangsforanstaltning; for at lære skal man kunne se meningen med det. Og det duer heller ikke, hvis man gør det for at slippe for at tage stilling til, hvad man vil med sin tilværelse og bare udsætter et egentligt valg.

Alle ungdomsuddannelser - både erhvervsuddannelserne, de erhvervsgymnasiale uddannelser og de almene gymnasier - har en  forholdsvis gruppe af elever, som både har svært ved at klare kravene, og som heller ikke gør en målrettet indsats. De ved ikke rigtigt hvilket spørgsmål uddannelse for dem egentlig er et svar på. De er der bare. De klarer sig dårligt, falder ofte fra, har det ofte dårligt og præger læringsmiljøet i negativ retning for de øvrige elever. For dem er de eksisterende uddannelser åbenlyst ikke det rigtige tilbud, der hvor de er. For dem må der udvikles nye tilbud (og ikke nødvendigvis uddannelse)

Vi hilser vore nye elever velkommen på Ørestad Gymnasium, og vi bruger udtrykket, at "vi ruller den røde løber ud" for dem alle; vi vil gøre hvad vi kan for at bekræfte dem i, at de har trufet det rigtige valg af uddannelse, eller tage stilling til om de hellere skulle noget andet. Vi inviterer vore elever ind i et fællesskab om værdier som gennemsyrer alt hvad vi gør, og som eleverne skal kunne acceptere, hvis de skal trives på skolen. 

Skolen er er læringsfællesskab. Det er vores ambition at alle elever skal realisere hele deres potentiale for at lære. Eleven der har svært ved det skal ikke bare slæbe sig igennem tre i gymnasiet og bestå med et ringe resultat (eller endnu være falde fra); de skal nå det bedst mulige resultat for dem. Eleven med et stort læringspotentiale skal ikke bare more sig i tre år og slentre sig igennem igennem med et godt snit; de skal stå på tæer og blive så dygtige som de har mulighed for at blive, så de allerede på gymnasiet tager hul på universitetets udfordringer. Vi vil med spændende og motiverende undervisninig, løbende feedback, nogle gange konfronterende og om nødvendigt med sanktioner hvis eleverne ikke lever op til dees pligter, gøre hvad vi kan få at forløse elevernes læringspotentiatele. Men vi kan de kun, hvis eleverne lever op til deres del af læringsfællesskabets kontrakt og leverer hvad de kan.

Læring er en social aktivitet; den foregår i et fællesskab: i klassen, projektgruppen, i studieretningen, i fællesaktiviteter på skolen. Eleverne skal indgå aktivt i dette fællesskab,  interessere sig for det, bidrage  til og modtage fra andre end sig selv. Det er også væsentligt, fordi vi ikke kun uddanner os for egen skyld, men det som vi lærer skal på et tidspunkt anvendes af andre end os selv.

Hvis eleverne har truffet en beslutning om at vælge Ørestad Gymnasium, fordi det har gjort sig klart, at det er vigtigt at lære noget og at gøre det i et fællesskab for at nå deres mål i tilværelsen, og hvis de aktivt med hjælp fra skolen tager ansvaret for at udvikle deres potentialer for at lære har de truffet et godt valg af uddannelse, som de vil kunne bygge på i deres fremtidge liv og karriere.

Hvis ikke de har gjort sig klart, hvad de har meldt sig ind i, må de bruge grundforløbet til endeligt at beslutte sig for, om de vil gå i gymnasiet. Det er ikke nødvendigt at være et stort talent for at gå i gymnasiet, men det er nødvendigt at melde sig ind i kampen og være flittig og vedholdende.

Hvis valget af gymnasiet er et positivt tilsagn om at leve op til disse krav og forventninger, er det et godt valg. Hvis valget af gymnasiet er en udsættelse af et egentligt valg og indgangen til en uforpligtende tilværelse i festlige rammer, så har kritikkerne ret i, at der er for mange i gymnasiet.

Årets translokationstale

Kære studenter,

i dag har jeg taget solbrillerne af, for translokationen er en festlig og lidt højtidelig begivenhed som kræver en rigtig rektor og en lang og kedelig rektortale. Så det vil jeg prøve at leve op til i dag.

I gjorde det, I er studenter. Tillykke med det. I er blevet testet og godkendt. Nogle af jer har valgt at tage den store pakke med eksamen i alle fag, fordi der ikke var udfordringer nok i den normale pakke. Andre har haft en eksamensperiode med lange dage  hvor I har kunnet tage hul på den længe ventede ferie. Men I har alle været sat under pres, I har alle ydet jeres bedste (selv om I måske ikke er tilfredse med resultaterne i alle fag), og nu er I i mål. Ingen har fået huen, alle har selv taget den.

Og nu skal der festes. I har gjort det i nogle dage og bliver givetvis ved i nogle dage endnu. Det at blive student er en vigtig milepæl, hvor en beskyttet fase i jeres liv med lærere tæt på og nogen der har organiseret livet for jer, bliver afløst af en fase, hvor I selv skal træffe en række beslutninger om hvad der skal ske. Men lige nu skal I ikke forholde jer til hvad der kommer efter milepælen. Lige nu skal I holde jer svævende, blive i festboblen, den kan tidligt nok briste. Efter presset er det godt at blive vægtløs og svæve, og så skal I på et eller andet tidpunkt hinsides Roskilde Festivalen eller en velfortjent ferie tage stilling til hvad de så skal ske.

Selvovervindelse og drømme

I Danmark tror vi på, at uddannelse fungerer bedst hvis den enkelte også trives og kan udfolde sig og vokser som menneske. I Danmark skal uddannelse være motiverende. For nogle år siden blev der lavet en film om vores skole til ZDF (det tyske TV2), som var bygget op om en modsætning mellem den danske skole, med lyse indbydende rammer og aktiviteter der var “Spass” og så den mere sorte tyske skole. Hans Scherfigs bog Det forsømte forår er blvet den nationale uddannelses-dystopi om hvordan uddannelse ikke må være: undertrykkende fordi den skal uddanne til at acceptere klassesamfund og undertrykkelse. Og siden har vi med inspiration fra kulturradikal reformpædagogikk indrettet skolen efter at den ikke må være som Scherfigs skole.

Men modsætningen til den sorte skole behøver jo ikke at være hygge, slaphed og små ambitioner. Fokus på trivsel og motivation skaber i sig selv ikke maksimal læring. Det er godt at danske skoleelever scorer højt på, at de kan lide at gå i skole, men der er meget der tyder på, at den antiautoritære trivselsorienterede pædagogik har problemer med at levere de resultater som vi forventer af vores uddannelsessystem. 

Uddannelse skal naturligvis ikke være undertrykkende, men hvis det skal føre til noget, er det forbundet med kedelig gammeldags klingende dyder som hårdt arbejde, fokus, perioder med afsavn og kamp for overvindelse af forhindringer. For at lære skal man overvinde de forhindringer i én selv, der gør modstand mod læring. Studenterhuen er udtryk for, at det har I gjort, hver på jeres måde. Nogle med store handicaps, andre er kommet lidt nemmere til det. Noge har arbejdet hårdt og andre har prioriteret andre ting. Hver af jer ved selv, i hvilken grad I har udfordret jer selv og overvundet jer selv. Men jeg håber, at I kan tage det med jer fra jeres tid her på Ørestad Gymnasium, at det er vigtigt at arbejde hårdt og at man kan overvinde sig selv hvis man kæmper for det og med det. Og at det samtidig kan været sjovt, motiverende, kreativt og fyldt med glæde, når man overvinder sig selv og præsterer noget man ikke havde turdet regne med.

Vi kæmper alle med vore egne grænser, men uddannelse handler om at overskride dem. Gymnasiet er en træningsbane. I skal presses til det yderste, men det er netop træning så I skal ikke knække. Men kravet om a overvinde sig selv bliver ikke mindre, når I er færdig med gymnasiet. “It’s a jungle out there”, som de siger derovre.

På Ørestad tror vi ikke på, at der behøver være en modsætning mellem hårdt arbejde og personlig trivsel og vækst. Vi tror på at vi kan begge dele: skabe gode trygge rammer, overlade meget initiativ til eleven, og samtidig forvente vi hårdt arbejde, at enhver gør sit bedste. Det håber jeg at I har oplevet.

Ved at overvinde sig selv, overskrider man den man er og bliver den man kan blive. Ved at overvinde sig selv, vinder man sig selv. Brændstoffet i selvovervindelse er drømme, håb. Om hvad der er vigtigt for én i livet, hvem man gerne vil være betydningsfuld for, hvad man gerne vil opnå, hvilke spor man gerne vil sætte. Drømme er luftige og foranderlige i deres konkrete substans, men vigtige som motivation. De er vigtige at lytte til, for de gemmer på fremtidens muligheder i nuet. Det kan man i flg. organisationsteoretikeren Scharmer træne sig i at fremkalde gennem fordybelse og fokusering (han kalder det presensing). Man bevæger sig i et ”U”, først nd i sig selv for at finde frem til drømmene der peger fremad, og så endelig udad igen for at realisere dem. 

Chris McDonald giver i sin udsendelse Uturn et eksempel på selvovervindelse. Han får en gruppe sygemennesker til at overvinde sig selv i Pyrenæerne gennem præcis målsætning, motivation og opfølgning. Og de klarer det og bliver helbredt for deres type 2 diabetes.

Sherryl Sandberg, direktør i Facebook, har i sin bog Lean In, hvor hun opfordrer kvinder til at føre sig frem og byde sig til for at fremtvinge ligestilling,  skrevet om vigtigheden af både at have drømme og lægge konkrete forpligtende planer, så det bliver til noget. Hun lægger konkrete planer for 18 måneder ad gangen. Jeg ved, at mange af jer har været rigtig gode til det i gymnasiet. Det kan I få rigtig meget glæde af fremover.

Kompetencer for konkurrencestaten

I Danmark er uddannelse gratis, og de studerende får ovenikøbet penge af staten for at studere. Men mon ikke jeg har ret når jeg antager, at I ikke sådan i det daglige går og opfatter jer som kommende aktører i et projekt for forbedring af det danske BNP. Men udvikling af den danske arbejdsstyrkes kompetencer er en væsentlig nøgle til at vi kan fastholde og videreudvikle Danmark som et velstående og velfungerende samfund, der kan klare sig i den globale konkurrence. 

Det er måske stadig kontroversielt at sige,  men det er vel en rimelig forventning til et lands indbyggere, at de hver især bidrager så godt de kan til samfundets fortsatte udvikling. Og I Danmark betaler samfundet oven i købet for det. Med uddannelse overskrider den enkelte sine egne behov og får mulighed for at gøre gavn med sine kompetencer. Men samfundets behov og krav skal afbalanceres med den enkeltes drømme og forestillinger om sin bestemmelse og karriere.

Både for at I selv kan klare jer i fremtidens konkurrencebetonede arbejdsmarked og for at konkurrencestaten kan klare sig i konkurrencen med andre stater, bliver det nødvendigt, at I  videreuddanner jer (og gør det så hurtigt som muligt efter studentereksamen og gennemfører på kortest mulig tid), og I skal fortsætte med at uddanne jer, også når I taget jeres afsluttende kompetencegivende eksamen. I skal være dygtige og fortsætte med at dygtiggøre jer.

“I Danmark er vi opfindsomme og kreative og gode til at samarbejde og få ting til at ske uden at vente på hvad bossen fortæller én. Vi skal overleve på vor personlige, sociale og kreative kompetencer. Og så kan vi flytte det triste og monotone og forurenende produktion til udlandet, hvor de åbenbart har en særlig sans for den slags arbejde.” Den forestilling tror jeg ikke holder.

Jeg tror heller ikke det holder at vi ikke behøver at vide så meget, bare vi kan finde ud af hvordan vi kan finde den nødvendige viden. Desværre er det ikke så enkelt, at gammeldags faglig dygtighed er udenadslære og hører til Scherfigs sorte metropolitanskole. 

Den globale konkurrence er benhård på alle fronter, og I er nødt til at være dygtige både i den hårde og bløde forstand. I skal vide meget om meget, I skal kunne anvende denne viden i praksis sammen med andre, I skal finde på nyt og kunne omsætter den ny viden i praksis i en kontekst sammen med andre, og I skal vide hvorfor I gør det, og forholde jer til at man også kan anskue ting fra andre kulturbetingede vinkler. Der er ikke tale om at man kan vælge mellem faglig dygtighed overfor personlige kompetencer og innovationskraft. I skal kunne det hele.

Det har vi gerne villet give jer med fra Ørestad. Og jeg tror, at hvis I forfølger denne ambition, så vil I både være godt klædt på til det samfund og arbejdsmarked I skal fungere i, og etablere et godt fundament for en god tilværelse for jer selv.

Uddannelse som dannelse

Men I er jo ikke bare soldater i Bjarne Corydons konkurrencestatsarmé. Gymnasiet uddanner ikke bare til videregående uddannelse og derefter til arbejdsmarkedet. Gymnasiet skal give almendannelse. Jeg har altid haft det lidt svært med begrebet almen dannelse, fordi det har været anvendt til at definere en ganske bestemt “kanon” af tekster som enhver skulle kende for at tilhøre det gode selskab, og dermed til at lukke andre ude af den gode smags fine selskab.

Men man kunne forstå almen dannelse med udgangspunkt i dette:

• du skal vide, at der har været nogen før dig
• du skal vide, at der findes andre end dig
• du skal vide, at der kommer nogen efter dig

Med disse erkendelser handler almen dannelse om kunne forestille sig det gode liv, det gode samfund og den levende natur og at kunne tage ansvar ved at  handle i forhold til det. handle i forhold til noget der er større end én selv. Man kunne kalde det: dealet om verdensborgeren.

I har i de tre år på gymnasiet haft en lang række af fag, som i måske ikke altid har kunnet se nytten af, og som I ikke har interesseret jer for. Ideen har været at give jer et fundament af viden om historien, naturen, samfundet og kulturen som kan være et fundament for at danne jeres egen opfattelse af jeres opgaver i livet, hvilke fællesskaber I vil indgå i, hvilke opgaver I kan påtage jer for det store globale fællesskab. 

I sig selv fører fag og viden ikke til almen dannelse. Først når det bliver gjort til et personligt forhold, der udgør et grundlag for de valg man træffer i livet, for sig selv og for fællesskaberne, og fører til handlinger, bliver viden transformeret til dannelse. Først når viden anvendes til at overskride personen er man alment dannet. Det er vi optaget af at give vore elever med her på Ørestad. Og I har været en årgang hvor rigtig mange af jer har gjort noget for vores skolefællesskab.

I den politiske debat om uddannelse bliver der ofte formuleret en modsætning mellem uddannelsernes kompetencemål og deres dannelsesmål. Den modsætning vil jeg ikke acceptere. Kompetente medarbejdere og ansvarlige og myndige verdensborgere er den bedste garanti for at vi både kan udvikle et konkurrencedygtigt samfund og det gode samfund.

Jeg har en god fornemmelse af at jeres tid her på Ørestad har givet jer et godt fundament for de valg I nu skal træffe. Jeg tror I er i stand til at overskride jer selv. Med selvovervindelse, drømme, kompetencer og dannelse. Og I skal være ambitiøse, for det gælder både jeres egen, vort samfunds og klodens fremtid, så I skal være dygtige i alle dimensioner, og I har så mange talenter.

Og som jeg sagde i den tale I havde lavet til mig til Galla-festen: der er kun én vej: DER UD AF!

Med disse ord dimitterer jeg jer hermed fra Ørestad Gymnasium.

Tillykke, OEG-studenter 2013

I disse dage fejrer vi OEG-studenterne årgang 2013. Hjertelig tillykke til alle. Det er skønt at se alle de glade studenter og de stolte og lettede familier på terrassen.

Det er årets højdepunkt på skolen. Her bliver det synligt og konkret, hvorfor vi findes. At "producere" studenter handler både om, at studenterne får et synligt bevis på, at de "har gjort det", overvundet sig selv og præsteret det bedste de  kan, og at dette synlige bevis giver billet til at starte på en videregående uddannelse. Og selv om huen også er det synlige bevis på at vi har gjort vores arbejde som skole, så er vi først i mål, når alle studenter er startet på en videregående uddannelse.

Nu skal der fejres og festes. På skolen har vi middag for studenterne med lærerrevy på onsdag og translokation efterfulgt af studenterkørsel  på fredag. Jeg er sikker på, at huen fejres godt og grundigt i de kommende uger.

Sådan skal det være. Efter hårdt arbejde og stort pres skal man feste. Man har lov at svæve i en festboble i nogle uger, før virkeligheden rammer én med ufestlige spørgsmål som: "hvad skal du efter gymnasiet?". 

For huen er ikke målet; den markerer en vigtig milepæl i - og pause fra - de moderne samfunds krav om livslang læring.

Stadig forældre

I sidste uge havde vi indbudt nye elever og forældre til et introduktionsmøde på skolen. De nye elever fik mulighed for at møde deres nye klassekammarater, 2g tutorerne og deres kontaktlærer. Forældrene sluttede sig til de nye elever rundt omkring på skolen efter først at have hørt lidt på mig. Der var et overvældende stort fremmøde. De kommende elever er naturligvis spændte og forventningsfulde og vil derfor gerne snuse til skolen og de kommende klassekammarater,  før det bliver alvor. Det er meget glædeligt at også forældrene prioriterede at deltage, at det tager jeg som udtryk for, At de ønsker at bakke op om elevernes skolegang. Og det er også helt nødvendigt.

Samarbejdet mellem forældre og skole skifter karakter og intensitet, når de unge starter i gymnasiet. Med invitationen til forældrene ønskede vi netop at sende et signal om, at de stadig har en væsentlig opgave at varetage som forældre, når de unge starter i gymnasiet. Vi kommunikerer mest med eleverne, fordi vi ønsker at uddanne og danne dem til at blive selvstændige mennesker, der selv an tage ansvar for deres uddannelse, når de påbegynder en videregående uddannelse. Men forældrene har en stor opgave "på sidelinien".

Elever som de er flest, er ikke voksne, når de starter i gymnasiet. Deres hjerner er endnu ikke fuldt udviklet, og de bevæger sig i et grænseområde mellem barn og voksen. Men de føler sig voksne og efterspørger ikke selv voksenkontakt. Men der er ingen tvivl om, at de har brug for den, og skolen kan ikke give den i den udstrækning der er behov for. Forældre har defor den vanskelige opgave at balancere mellem respekt for de unges ønsker om selvstændighed og det uartikulerede behov for normer, rammesætning og kontakt.

Forældrene skal ikke være  advokater for de unge i forhold til de udfordringer de støder på i skolen. De skal ikke være en instans de unge kann anvende for at opnå noget som de ikke selv kan få gennemført. De skal hjælpe de unge med selv at håndtere de krav og udfordringer som skolelivet giver - krav til at præstere, krav til at fungere socialt og have gode kontakter, om at finde den gode balance mellem skole, erhvervsarbejde og fritidsliv, mellem hverdag og fest.  Forældrene skal være der med deres værdier og livserfaringer, og de skal turde sætter rammer, så de unge giver skolelivet den opmærksom som er nødvendig hvis der skal komme noget ud af det.

Overladt til sig selv vil den unge foretrække fest, social kontakt, computerspil og tv-serier frem for lektier og nattesøvn.  Og de vil ofte foretrækker erhvervsarbejde frem for lektier for at leve op til kravene om et højt forbrugsniveau i ungdomskulturen. Og med henvisning til hvad de andre må og gør, vil de unge mene at et højt alkoholforbrug et lidt hash nu og da er en del af den danske ungdomskultur. Her skal forældre træde i karakter, også selv om det er upopulært, og de unge bliver teenagefornærmede. Men rammesætning og dette at turde sige "nej" er nu engang en del af funktionsbeskrivelsen for forældre, også når de unge er gymnasieelever.

Det kan være svært for forældre at skaffe sig viden om, hvad der foregår i gymnasiet. For ofte er de unge meget fedtede med information, der gør at forældrene kan forholde sig til hvordan de fungerer fagligt og socialt på gymnasiet. Vi har tre elektroniske kanaler, som forældrene kan benytte for at komme i dialg med de unge og dermed varetage den vigtige rolle på sidelinien: Lectio, hvor begivenhedskalender, skema, lektier, karakterer og fravær  ligger, Indblik, som er skolensdigitale nyhedsbrev til forældrene og skolens hjemmeside.

For mange får for lidt udbytte af at gå i gymnasiet. Vi gør som skole hvad vi kan for at få eleverne til få så stort et udbytte som muligt - med spændende og motiverende undervisning, undervisning tilpasset den enkelte elevs forudsætninger, og med individuel feedback. Vi har klare krav til elevernes aktivitetsniveau, og vi følger op på om de lever op til det. Men der er vigtigt at forældrene hjælper os med at løse denne opgave - ganske enkelt ved stadig at være forældre.

Eksamensferie?

Eksamensperioden er fuld gang, især de skriftlige, men også de mundtlige. Om en lille måned springer de første studenter ud. Normalt er det en meget travl periode for elever, men i år ser det anderledes ud for mange elever.

For at give mulighed for et længere skoleår og mere undervisning besluttede Folketinget at reducere antallet af studentereksaminer, således at en studentereksamen nu består af 9 eksaminer (inkl. AT og SRP). Nogle af disse eksaminer afvikles i 1g og 2g, og mindst 3 eksaminer skal være skriftlige. De skriftlige eksaminer afvikles i starten af eksamensperioden, 1 eksamen skal afvikles i den sidste uge. Det betyder, at en hel del elever skal til ganske få mundtlige studentereksaminer,og har en  læseferie, der er mere til ferie end læsning.

For 1g'ere og 2g'ere er der også rigtig meget tomgang. Vi har lagt forskellige større opgaver i eksamensperioden, og der er enkelte årsprøver og studentereksaminer, men slet ikke nok til at de er beskæftige i hele perioden.

Det er ikke et godt signal til eleverne at afslutte en intensiv gymnasieuddannelse med tomgang og badeferie. Eleverne udfordres ikke tilstrækkeligt i eksamensperioden.

En af årsagerne til at eksamensperioden er så lang er, at det tager tid for censorerne at bedømme de skriftlige eksamensopgaver. Lige nu kører vi et oldnordisk system, hvor eleverne skriver opgaverne på computer, men er tvunget til at aflevere på papir. Opgaver sendes til den ene censor, som retter dem og sender dem videre til den anden. Med digital aflevering kunne begge censorer gå i gang med at rette opgaverne samtidig og dermed afkorte retteperioden. Et digitalt afleveringssystem har været undervejs i årevis, men ser ikke ud til umiddelbart at kunne implementeres. Nu bør Ministeriet før børn og unge afsætte de nødvendige ressourcer til at få systemet etableret, så eksamensopgaver kan afleveres digitalt fremover.

På lidt længere sigt kunne jeg tænke mig at ændre eksamenssystemet, så eksamensperioden blev endnu kortere. Jeg ville foretrække at fastholde skriftlige eksaminer i eksamensperioden, men erstatte de mundtlige eksaminer med systematisk, løbende, intern evaluering og projektfremlæggelser. Man kunne på én gang forkorte eksamensperioden til 14 dage, få mere tid til undervisning og evaluering, og udnytte den løbende feedback til at forbedre elevernes læring.

Vi har på Ørestad Gymnasium sammen med Borupgaard Gymnasium kørt et forsøg med at erstatte eksamen med systematisk løbende evaluering (med fire evalueringsbegivenheder af forskellig karakter, f.eks. test og portfoliosamtaler) i fagene matematik c og oldtidskundskab. Erfaringerne er særdeles lovende. Udover at reducere eksamensmængden øger det elevernes motivation og deres overblik over hvad de skal lære. Evalueringen kommer tættere på undervisningen og bliver dermed at vigtigt pædagogisk redskab.

Velkommen til de nye 1g'ere

I dag modtager de kommende gymnasieelever i Region Hovedstaden brev om, på hvilket gymnasium de skal gå efter sommerferien. For de fleste af de unge er det en meget væsentlig meddelelse, for de lagt meget energi i at vælge et gymnasium, som matcher deres måde at være og lære på. Ørestad Gymnasium modtog 674 1. prioritetsansøgninger og optager 406 (pga. af 28-loftet og den fastsatte kapacitet må vi ikke optage flere). Desværre gør vi derfor rigtig mange af vore ansøgere kede af det i dag. Det beklager jeg, for vi ville allerhelst optage alle, men det har vi bare ikke mulighed for.

Vi optager elever efter optagelsesbekendtgørelsen Fordelingsudvalget fordeler efter bekendtgørelsens kriterier: skole, studieretning og transportafstand til skolen. Det betyder, at de ansøgere der i dag får meddelelse om at de er optaget har meget kort transporttid til Ørestad.

Men vi glæder os rigtig meget til at tage imod vore nye 1g-elever. Vi har inviteret dem og deres forældre til at få en forsmag på hvad de skal i gang med på et møde på gymnasiet i juni måned. Vi vil gøre hvad vi kan for at leve op til deres enorme forventninger til Ørestad Gymnasium.

Jeg har aldrig været tilhænger af optagelsesbekendtgørelsen med dens objekt kriterium om transporttid. Reelt opnår man det modsatte af den politiske hensigt, nemlig at skabe ghettogymnasier for unge fra et bestemt miljø (hvadenten det er Gentofte eller Ishøj) og ikke  socialt og kulturelt miljøer.

Jeg synes også, at det er en helt usammenhængende styringsteknologi. På den ene side er vi selvejende institutioner der profilerer sig i forhold til hinanden bl.a. med de studieretninger vi udbyder og vores pædagogik. På den anden side optages eleverne i bedste planøkonomiske og centralistiske stil uden indflydelse fra den institution som eleven søger. Optagelsessystemet gælder i øvrigt kun de almene gymnasier og ikke erhvervsgymnasierne, der helt selv bestemmer hvem og hvor mange de vil optage.

I optagelsesbekendtgørelsen er der en mulighed for at søge om at blive godkendt som en skole med en særlig profil, som så kan anvendes som optagelseskriterium. Vi har søgt om at få godkendt vor profil "Medier, kommunikation og kultur", men har fået afslag to gange, selv om vi i hele landet - og store dele af udlandet med - er kendt for netop denne profil. Kun skoler med en musikprofil er blevet godkendt, så der er stadig særlige privilegier for elever fra "hjem med klaver".

Jeg synes det er rigtig ærgerligt, at vi ikke kan optage et antal elever, der i ganske særlig grad passer til skolens profil, også selv om de bor langt fra skolen. Jeg tror, at sådanne supermotiverede elever får en lang bedre skolegang, hvis de kommer i et læringsmiljø der matcher deres interesser og personlighed. Jer er sikker på, at det er godt for en skole, at den får en blandet sammensætning af elever fra forskellige sociale miljøer, der er samlet om en fælles interesse for en skoles profil og vision.

Vi er en skole med elever fra alle miljøer i Storløbenhavn. Vi har elever med meget forskellig social baggrund. Det er vi glade for og stolte over. Men jeg frygter, at optagelsesbekendtgørelsen svækker vores profil og gør vor sammensætning mindre differentieret.

Forbilleder der er brug for

7 af Ørestad Gymnasiums lærere blev af deres elever indstillet til Politikens Undervisningspris (Portrætter af OEG-lærerne).Det er et godt initiativ af Politiken på denne måde at fokusere positivt på lærens uvurderlige rolle i elevernes læring. Og dejligt at så mange elever kvitterer ved at vise, at de sætter pris på den lærer, der med personlighed engagement og opfindsomhed sætter alt ind på, at de får så meget ud af undervisningen som muligt. Jeg er sikker på, at andre  elever kunne have indstillet andre lærere, hvis de lige havde tænkt på det. Et stort tillykke til Rudi Lauridsen fra Sct. Knuds Gymnasium, som vandt 1. præmien for lærere i ungdomsuddannelserne.

Begrundelserne i indstillingerne er forskellige. Men helt centralt står lærernes smittende engagement, deres pædagogiske opfindsomhed til at engagere eleverne, dette at de tager eleverne alvorligt, ser hver enkelt elev og giver dem feedback. Det er vigtig for eleverne at læreren er fuldt til stede som person og indtræder i en personlig (men ikke privat) relation til eleverne. Men grundlaget for det hele er et stort fagligt overskud og lysten til at dele ud af det.

Læreren er en nøgleperson for eleverne, også - og ikke mindst - på en digital skole som Ørestad Gymnasium. Vi har fra starten lagt vægt på at udnytte moderne teknologi til at øge elevernes motivation, engagement og læring. Vi har lagt vægt på at udnytte de inspirerende fysiske omgivelser som vore skolebygning er. Men læring er en social aktivitet og udvikles gennem kommunikation. Teknologi og fysiske omgivelser gør det ikke. Læreren er et vigtigt forbillede for eleverne, der med sin egen tilgang til viden og kommunikation med

eleverne hjælper dem i deres læring: ved at formulere mål og give passende udfordringer, ved at skabe klare og trygge rammer, ved at være tilstede som coach og facilitator, ved at give feedback til gruppen af elever og den enkelte elev - og måske vigtigst af alt ved at have store forventninger og stlle store krav til hver enkelt elev. 

En dygtig moderne lærer skal have en stor redskabskasse af pædagogiske metoder, for at kunne leve op til dette, og derfor er det så vigtigt, at lærerne deler viden og samarbejder om opgaven. Ellers bliver det alt for svært.

Moderne teknologi, en inspirerende bygning udviklet til engagerende elevaktiverende undervisning, dygtige og engagerede lærere, gør det ikke. Det er eleverne der skal lære, og ingen kan lære noget uden flid, disciplin, deltagelse, engagement. Viden kan ikke formidles uden at det gør ondt. Læring betyder ommøblering i hjernen, og den gør modstand.  Vi har mange elever med gode arbejdsvaner, men vi har også elever der er umotiverede, som ikke deltager og som ikke leverer, og undertiden får disse lov til at dominere læringskulturen i en klasse.

Jeg tror ikke, at jeg træder nogen over tæerne ved at hævde, at effektiviteten af undervisningen i de danske skoler er alt  for ringe. Det gælder også på Ørestad Gymnasium. Niels Egelund har skrevet en tankevækkende kronik om emnet som reaktion på
TV-udsendelserne med konkurrencen mellem den danske og kinesiske klasse Kan vi Lære af Kina?

En konference afholdt af DEA fornylig handlede om, hvordan vi kan skabe sult i det danske velfærdsparadis, hvor det kniber med at skabe samme respekt for viden og uddannelse og en etos om vigtigheden af egen indsats både for at skabe et godt liv for sig selv og for det samfund man er en del af. Konferencen handlede om de videregående uddannelser, men emnet er lige så relevant for ungdomsuddannelserne og grundskolen.

Det skal vi ændre på. Og på ungdomsuddannelserne kan vi ikke vente på, at det ændrer sig i folkeskolen. Vi må allerede nu sætte barren højt, have store forventninger til eleverne og stille krav til dem. Vi må insistere på, at de skal arbejde og deltage. Vi må tage lederskab i undervisningen og sikre at der udvikles rigtige læringsfællesskaber i klasserne. Centralt står for mig, at vi bliver meget bedre til at udfordre den enkelte elev ved at gøre det synligt for eleven, hvad de skal lære og hvordan de skal gøre det, og ved at gøre det synligt for læreren hvad eleven lærer gennem feedbackmekanismer og evaluering. Det skal vi bruge det næste skoleår på at blive meget bedre til.

Det er en stor og vigtig opgave, for det er en kulturrevolution der skal i gang. Men så er det jo dejligt at vi har så mange dygtige og engagerede lærere, som kan være forbilleder. Og jeg er sikker på, at vi har elever, der vil kvittere ved at deltage.

Ikke så smart hele tiden

DR.dk kunne i i denne uge berette, at eleverne på Ørestad Gymnasium sjældent slipper blikket fra smartphonen, også når undervisningen er i gang. Interviewede elever fortalte om, at det går ud over koncentrationen i undervisningen, medfører stress og afhængighed. Eleverne var klar over, at det var et problem i en skolesammenhæng, men de kan ikke selv styre deres brug af smartphones. Blikkene flakker, når smartphonen vibrerer

Indslaget var et fulgte op på en undersøgelse fra SDU. som viser at 3 ud af 4 gymnasieelever har en smartphone, og at det fylder så meget i deres bevidsthed, at det virker stressende på dem. De bruger smartphonen i næsten alle sammenhænge, også samtidig med st de laver andre ting. Smartphonen giver mulighed for at være i permanent kontakt med hele verden, men den fungerer samtidig som en tvangsmekanisme der stresser og giver manglende trivsel.

Den sociale fordobling som vi alle går rundt med i form af smartphones, tablets og laptops, giver en særlig udfordring for skoler. Påd en ene side giver de digitale gadgets mulighed for at tilgå læringsressourcer overalt og nårsomhelst. Det øger muligheden for læring.

På den anden side er fokus og koncentration betingelse for læring i dybden. Når den sociale omverden trænger sig på og kræver reaktion fra en, siver opmærksomheden bort fra de læringsaktiviteter der kræver fokus og koncentration. Det bryder læringsrytmen, skaber stress og i sidste ende manglende trivsel. Det ikke er muligt på én gang at være i overfladisk kontakt med hele verden, samtidig med at man er i fokuseret kontakt med et særligt læringsområde.

Ørestad Gymnasium er en digital skole og har truffet det valg at vi vil lære med teknologien og ikke bekæmpe den. Også selv om vi er bevidst om de faldgruber der følger med. Vi må erkende, at omfanget af elevernes "væren på" undertiden har et niveau, der er stærkt forstyrrende for læringen. Og problemet er, at de lærende ikke bare selv kan styre, hvornår de er "på" og hvornår de er fokuseret. Dette "at være på" er en social tvangsmekanisme, som tager magten.

Alligevel mener vi ikke at forbud og udgrænsing af de digitale gadets fra skolen er vejen frem.

Eleverne skal lære at fungere i en verden, hvor det hele tiden er muligt at være et andet sted på samme tid. I læringsmæssig sammenhæng skal de både lære at anvende alle disse muligheder for at søge viden, dele viden og samarbejde om at løse problemer og kunne lukke verden ude, være fuldt ttil stede, fokusere for at kumme overkomme læringsmæssige udfordringer. Skolen skal være en ramme om læringsaktiviteter der både åbner sig ud mod internettets videns- og videndelingsressourcer og læringsaktiviteter der kræver ro, indadvendthed og koncentration. Skolen skal kunne begge dele, skifte fra den ene modus til den anden, og den skal den træne denne kompetence med eleverne. I den verden hvor eleverne skal ud og fungere i efter skolen, skal de både kunne finde viden, sætte sig overfladisk ind i en stor videnmængde, løse problemer i samarbejde med andre og kunne tilegne sig vanskeligt tilgængelig koncentreret viden med dybdeforståelse i enrum.

Forbud duer ikke, for eleverne skal lære begge dele. Digital dannelse er overskriften på skolens arbejde med at give eleverne gode it-vaner. Gode it-vaner handler både om at kunne koble sig på og at koble fra og at vide hvornår man gør hvad.

Det arbejder vi med som en del af undervisningen på Ørestad Gymnasium, mens smartphonen vibrerer.

Den nye overenskomst skal understøtte elevernes læring

På gymnasierne har vi undgået en lockout som den der i øjeblikket udspiller sig på landets folkeskoler. Vore elever får den undervisning de skal have, og 3g'erne får deres studentereksamen. Det er vedtaget en ny overenskomst for gymnasielærerne, som indebærer, at der ikke længere er faste timenormer for lærernes arbejdsopgaver, og at det er den lokale ledelse, der efter drøftelse med den enkelte lærer fastlægger lærerens arbejdsopgaver.

Gymnasielærerne har generelt været utilfredse med den nye overenskomst, og det er udelukkende afstemningsreglerne med sammenkædning med det øvrige AC-område der gør, at overenskomsten er blevet vedtaget. Jeg er overbevist om, at lærerne på Ørestad Gymnasium ligesom gymnasielærerne i øvrigt har stemt nej til overenskomsten. Men alligevel er jeg optimistisk med hensyn til at vi kan implementere overenskomsten på en måde både er god for skolen og lærerne.

Vi skal implementere overenskomsten samtidig med at vi har store økonomiske udfordringer. Især 28-loftet giver os store udfordringer, da vi i hver klasse mangler indtægterne fra 4 elever. Hertil kommer finanslovsbesparelser i de kommende år pg den 6% lønstigning som lærerne har fået for at acceptere overenskomsten. I ledelsen vurderer vi, at der i det kommende budget for 2014 skal ske effektiviseringer på ca. 10%, og det er vi nødt til at forberede fra det kommende skoleår. Vi skal ikke effektivisere på grund af overenskomsten, men tilfældigvis kommer den nye overenskomst, samtidig med at vi står over for en række sparekrav.

I den gamle overenskomst var vi i tilrettelæggelsen af lærernes arbejde bundet til at tildele forudbestemte timetal til undervisning, forberedelse af undervisning, evaluering og opvareretning. Nu lægger vi fra ledelsens side op til, at lærerne inden for det samlede årlige arbejdstimetal løser en række opgaver, som er udspecificeret i årsplanen. Det er så læreren selv. der - i dialog med en leder og i samarbejde med de teams læreren er tilknyttet - prioriterer hvor meget tid der skal gå vil at løse de enkelte opgaver. Læreren kan først og fremmest forholde sig til, hvor det giver mest mening for eleverne, at læreren bruger sin arbejdstid. Vi vil gennemføre dialoger i årets løb mellem den nærmeste leder og læreren om lærerens opgaver, bl.a. for sammen med læreren at drøfte prioriteringer, så vi kan undgå stress.

Me den nye overenskomst vil vi gerne opnå tre ting:

• styrke samarbejdet mellem lærerne i studieretningsteams og faggrupper, så de bliver arbejdsfællesskaber hvor der produceres gode undervisningsforløb i fællesskab og danner ramme om kollegial supervision 
• tættere opfølgning på eleverne, så den enkelte eleve får mere - og mere systematisk - feedback, og så der er fokus på klassernes trivsel og læringsmiljø
• mere "tæt-på-ledelse", så ledelsen er i tæt dialog med den enkelte lærer om dennes arbejdsopgaver og resultater, og så ledelsen er tættere på klasserne

Selv om den nye overenskomst ikke ligefrem er blevet klappet ind på scenen af lærerne, er jeg sikker på, at vi på Ørestad Gymnasium har gode traditioner for samarbejde mellem lærere og ledelse og en fælles forståelse af hvad det er for en skole vi vil skabe, så at vi kan implementere overenskomsten, så den bliver til gavn for eleverne, og så vi fastholder et godt arbejdsmiljø for ærerne.

Lige før

kære 3g'ere
Foråret er på vej. Nu kan vinteren ikke vende tilbage. I har afleveret og fået bedømt jeres SRP, AT-synopsis er lige afleveret. Så nu er det lige før...

Lige før den festlige gallafest, hvor jeg glæder mig til at se jer opføre jer med stil, og er spændt på hvad jeg skal sige i min tale, som 3gerne plejer at skrive til mig.

Lige førforårets herlige helligdage med dejlige afbrydelser fra skolen.

Lige før sidste skoledag - med den efterhånden traditionelle eksamensbingo, hvor eksamensfagene afsløres på jeresbingoplader, og hvor nogle af jer vil juble og andre græde. Og forhåbentlig kan hele skolen fejre sidste skoledag med jer på en lidt mindre hjernedød måde end vi har for vane - det er jo ikke sjovt at se 13 3g'klasser hoppe på en scene, én ad gangen.

Lige før eksamen og translokaltionen. Køreturen gennem byen. Og festerne. Og Roskilde. Og sommerferie.

Det er fristende at tage hul på festlighederne nu. Nyde helligdagene og weekenderne, tage let på skoledagen og afleveringerne, komme en gang imellem og håbe på mirakler til eksamen. Men det er for dumt.

Det er nu slutspurten skal sættes ind. I kan stadig nå at forbedre jeres årskarakterer, og I kan gå i benhård træning, så I er klar til den store anstrengelse som eksamensmåneden er for alle - ikke mindst dem der skal op i alle fag.

Selv om det er lidt trist at minde om, nu hvor I står over for så mange festlige begivenheder, så betyder jeres studentereksamensresultat faktisk noget. I ved ikke om I på et tidspunkt får brug for de sidste decimaler i snittet, og så vil I ærgre hvis ikke I anstrengte jer til det .

Så tag en dyb indånding, giv den en ordentlig skalle i den sidste måned og i eksamensperioden. Det er det mindste I kan gøre for jer selv.

Og så bliver en tid til at feste. Igennem.

Rygeloven i praksis

Jeg er stor tilhænger af rygeloven, der forbyder al rygninng på skoler. Rygning er så stor en dræber, at samfundets centrale dannelsesinstitution, naturligvis skal gøre hvad den kan, for at unge holder op med at ryge eller i det mindste ryger mindre. Og grebet i rygeloven er enkelt: ved at genere rygerne og gøre det vanskeligt for dem at komme til at ryge, vil de ryge mindre. Hvis det kan medvirke til at flere af vore elever kan undgå rygerelaterede sygdom og få en længere levetid, synes jeg det er en rigtig god idé med et rygeforbud på skoler.

Rygeloven på Oeg

Vi har på Ørestad Gymnasium implementeret rygeloven i dens ånd. Der ryges ikke indenfor, og udenfor har vi sammen med vores nabo Ørestad Skole valgt at opfatte området foran skolen og "skolegården" på taget af parkeringshuset som ormråder, hvor der ikke må ryges, også selv om det ikke i streng forstand er gymnasiets matrikel. Festerne er også røgfri, hidtil både indendørs og udendørs, men vi har nu valgt at indrette en "rygegård" lige foran bygningen.

Hvor god en idé rygeloven end er. så er det op ad bakke at implementere den. Unge rygere er lige så glade for/fhængige af deres smøg som alle andre rygere, og det er jo netop derfor de skal generes max.

Der er stadig hver dag elever der ryger, hvorde ikke må. Nogle gange åbenlyst, andre gange mere skjult. Ofte lige foran skolebørnene. Det er jo ikke i orden. Også selv om der er medarbejdere fra nabobygningerne, der ryger lige for næsen af dem.

Samfundstjeneste

Vi kan ikke i detaljen styre, hvad vore mere end 1100 elever foretager sig, når de ikke har undervisning. Rygning er en overtrædelse i nogle tilfælde af rygeloven og i andre tilfælde "blot" af vore ordensregler. Overtrædelse udløser en advarsel og i flere advarsler kan i yderste konsekvens medføre bortvisning. Vi synes ikke at straffen "bortvisning" står mål med forseelsen "rygning", så vi har v algt at indføre straffen "samfundsbetjeneste", som består i efter skoletid at udføre opgaver til det fælles bedset (f.eks. fkernelse af cigaretskodder, oprydning). Vi får gjort nogle gode ting for fællesskabet, men det har indtil nu ikke afskaffet rygningen.

Til festerne har der været mange der har røget indenfor (på toiletterne eller hvorde  har kunnet komme af sted med det), og mange er blevet sendt hjem fra festerne. Vi har vurderet, at det gav for mange konflikter, og at der var rigeligt at gøre for vore vagter med at sørge for ro og orden og for at udefrakommende ikke kommer ind. Eleverne kunne tidligere ikke gå ud og ryge uden at forlade festen. Nu har vi valgt at dispensere fra det generelle rygeforbud foran skolen og genindført rygegården. Det er jeg egentlig imod, men det har været en pragmatisk løsning, som skolens festudvalg har kæmpet ihærdigt for.

De næste skridt

Rygeloven er en god ting. Vi har gjort hvad vi kunne for at implementere den i dens ånd. Jeg føler mig sikker på, at færre ryger, og at de der ryger, ryger mindre.

Men jeg er også sikker på, at vi også i de kommende år fortsat vil være travlt beskæftiget med få eleverne tll at overholde rygeloven. Som det næste skridt overvejer vi på forsøgsbasis at lade seniorer fra vores korps af eksamensvagter gå rundt i huset og minde eleverne om at overholde rygereglerne og andre ordensregler (f.eks. oprydning),  som eleverne har lidt svært ved at huske.

En skole der ikke er en skole

Med 674 ansøgere blev Ørestad Gymnasium igen det suverænt mest søgte gymnasium i landet.  Ikke bare en fremgang i forhold til sidste år, men flere ansøgere end nogensinde før.

Vi har grund til at være stolte over vore fine søgetal. Selv om søgetal naturligvis ikke fortæller hele sandheden om skolen, tager jeg dem alligevel som udtryk for,at det billede der er skabt af os i vores omverden overvejende er positivt, og at vore elever bekræfter det, når de taler om os. Men alle vi der færdes på skolen til hverdag, ved natrligvis godt, at at der er rigtig mange ting, vi kan gøre endnu bedre. Vi skal bruge de fine søgetal som ansporing til hele tiden at blive endnu bedre, så vi kan leve op til de mange forventninger, som vore ansøgere har til os.

Jeg bliver ofte af gæster og medier spurgt om, hvorfor Ørestad Gymnaisum er så  populær en skole. Jeg taler hvert år med brobygningselever, besøgselever og med forældre og unge på besøgsaftenen, og ud fra alle disse samtaler tror jeg, det handler om, at vi fremstår en skole, der i mindre grad end andre skoler er "en skole" med alt det man normalt forbinder med en sådan. Vi bruger moderne teknologi og anderledes fysiske undervisningsrum til at skabe en undervisning, der der appellerer til mange unges foretrukne måde at lære på, og hvor det er muligt sætter vi den faglige viden i spil i forhold til problemstillinger i omverdenen. Vores profil - medier, kommunikation og kultur - ramer vel også noget central i de unges interesser. Endelig kan man  ikke set bort fra betydningen af, at vi er skole der er meget eksponeret i medierne. 

Vi fremstår som en skole, der gør tingene anderledes, og sådan vil vi gerne opfattes, for vi vil gerne give et opdateret bud på, hvad skole kan være i en nutidig kontekst, for moderne unge og for fremtidens samfund og arbejdsmarked. Men i vores kommunikation lægger vi også  vægt på at være en skole, der stiller krav til vore elever. Vi kan ikke skabe læring alene, og selv om vi bruger moderne teknologi, kan man kun lære ved at gøre en aktiv indsats. Vi lægger også vægt på lkare holdninger til adfærd på skolen (f.eks. mht. alkohol), så de fremmer læring. Og det er jo glædeligt, at denne del af vor kommunikation tilsyneladende ikkes kræmmer de kommende elever.

De elever der søger Ørestad Gymnasium har meget store forventninger til skolen. Kan vi leve op til alle disse forventninger? 

De fleste af vore elever får deres forventninger til skolen opfyldt. Vi ved dog, at der hvert år er elever som bliver skuffede. Nogle af de forventninger som eleverne kommer med om at vi skal være en skole der ikke er en skole, kan vi simpelt hen ikke leve op til. Gymnasiet - også Ørestad Gymnasium - er nu engang en boglig uddannelse med lektier, karakterer og eksamen. Vi er trods alt "en skole". Forventningerne til vore studieretninger, kan vi heller ikke altid leve op til. Selv om vi gør hvad vi kan for at tone fagene, så er er ca, 80% af fagene identiske i alle studieretninger, så alle elever må affinde sig med, at det hele ikke drejer sig om studieretningens overordnede samlende tema. Der er også elever, der ikke oplever at få opfyldt deres forventninger til det sociale. Endelig er der elever, der bliver skiuffede, fordi de havde forventet at gymnasiet var noget andet og har vanskeligt ved at leve op til de boglige krav. Nogle af dem havde undgået skuffelse og nederlag, hvis de havde søgt en erhvervsuddannelse i stadet.

Vi arbejder hele tiden på at skabe en skole, der lever op til de forventninger vi selv er med til at skabe: om at sætte fokus på den enkelte elevs læring, om at anvende undervisningsmiljøerne og teknologien til at fremme elevaktiverende undervisning, om at gøre undervisningen relevant ved at sætte viden i spil i forhold til problemer i omverdenen, om at tone studieretningerne klart gennem faglig samarbejde om emner inden for studieretningens overordnede fortælling. Og vi er ydmyge og ved, at vi slet ikke er der endnu.

Vi skal blive endnu bedre til at kommunikere om, hvilke forventninger vi har til eleverne.

For det er jo ikke bare eleverne der har store forventninger. Vi forventer som skole  elever der selv vil bidrage aktivt til deres egen læring gennem aktivitet og engagement. 

Kun hvis elevernes forventning om en anderledes skole mødes med skolens forventninger om aktive og engagerede elever, kan vi skabe den gode læringsinstitution, hvor hver enkelt elev udnytter sine potentialer fuldtud.