søndag den 29. juni 2014

Tale til årets studenter 2014


I er studenter. Vi lader den lige blive hængende.. I er studenter. I har nået jeres mål, og nu kan indtage en euforisk tidsboble i nogle dage. Indtil I – eller måske jeres forældre – når tågen letter fra fester og Roskilde-festival, synes at I skal ud af boblen igen. Tillykke med det. Nyd det. Sådanne tidsbobler er der ikke så mange af. Og så vil jeg alligevel prikke lidt til boblen med lidt serious rektor-talk som lidt modvægt til det I fik mig til at sige til Gallafesten.

Den bedst uddannede generation nogensinde

I har – sandsynligvis uden at I helt er klar over det – taget første skridt i at realisere regeringens målsætning om at I skal blive den bedst uddannede generation nogensinde. Det kan godt være, at man gerne havde set, at lidt flere af jer havde valgt en erhvervsuddannelse. Og måske også, at lidt flere af jer var drenge. Men det ændrer ikke på, at har taget det første skridt i at uddanne jer til den fremtid, som alle – uanset politisk tilholdssted – er enige om kræver at man som medarbejder og borger er bedre uddannet en tidligere.

Leonard Cohen synger i omkvædet til sangen The Future:

Give me back the Berlin wall
give me Stalin and St Paul
I've seen the future, brother:
it is murder.

Man kan virke som noget af en party-killer når man nævner det netop i dag, men de problemer som jeres generation kommer til at slås med er enorme: klima- og miljøproblemer, den globale ulighed, velfærdsstatens overlevelse, en stadig mere konkurrencebaseret global økonomi for bare at tage et par af hovedskrifterne. Det er baggrundstæppet for den verden vi har efterladt til jer. Og da ingen helt kan finde nøglen til at løse problemerne - eller i hvert fald ikke er modige nok til at tage konsekvenserne af indsigten - så kan vi alle i det mindste enes om, at det bliver svært og kommer til at kræve stærke, kloge og innovative borgere at håndtere udfordringerne. Og derfor: education, education, education, som Tony Blair i sin tid spidsformulerede sin politik for England.

Hvorfor valgte I gymnasiet?

Der er nok ikke så mange af jer der valgte gymnasiet for at uddanne sig til at klare de globale udfordringer, selv om jeg ved at mange af jer er rigtig optaget af det og arbejder som frivillige i jeres fritid.

Nogle af af jer valgte gymnasiet af en form for magelighed, men magelighed med mening. Der er en naturlig fortsættelse af folkeskolen, og man slipper for at tage stilling til hvad man egentlig skal i tre år. Man har - som Thomas Korsgaard skrev i Politiken - ”noget at falde tilbage på”, og så må man jo finde sig i, at det indimellem kan blive lidt kedeligt, hvad det jo indimellem er. Selv hos os. Men Facebook hjælper jo lidt på det. Det valg i traf er imidlertid  ikke så tosset, for I får virkelig flere valg på flere hylder end med andre ungdomsuddannelser. Og med den brede række af fag har I mødt vinduer til en skatkiste af menneskelige erkendelser, som – selv om I ikke altid har kunnet se meningen med alt – har tændt en lyst til at vide mere.


I debatten om gymnasiet bliver det ofte hævdet at mange vælger gymnasiet på grund af det sociale og festerne. Jeg ved at I virkelig kan feste igennem. Det har vi jo set nogle eksempler på her på det sidste. Men jeg tror, man undervurderer jer groft, hvis man tror, at I har valgt gymnasiet på grund af fester.  Selv om Sille og Lea og Lukas gør det godt, er fester og cafeer ikke nok til at give gymnasielivet indhold.  Og jeg tror også at I kender mig så godt at I ved, at nok synes jeg unge skal more sig, men det er altså ikke derfor vi driver skole. Det har vi jo ført et par kampe om i årenes løb. Hos nogle af jer tror jeg at alkohol og fester fylder mere end godt er. Men I disse dage har I min fulde opbakning til at feste igennem - bare I holder jer fra skolen og Byparken.

Det sociale, klassen, fællesskabet omkring skolen, betyder rigtigt meget for jer. Og det skal det også, for det er jo en vigtig del af at være ung, at man udvikler sig i fællesskab med andre. Mange af jer vil tænke tilbage på gymnasiet som vigtige år for jeres udvikling, også fordi I udviklede jer sammen med de andre og kunne bruge dem som en slags forbilleder, I har kunnet spejle jer i i jeres rejse mod at finde jer selv.

Det drukner ofte i debatten om gymnasiet, men mange af jeg valgte faktisk gymnasiet, fordi I er seriøse, ambitiøse og allerede har en idé om, hvad I vil bruge jeres fremtid på. Mange af jer er fantastisk dygtige, måske dygtigere end nogen generation af gymnasieelever nogensinde. Nogle af jer er næsten for ambitiøse, så I stresser jer selv. Men det at være ambitiøs og ville noget med sin skolegang og sit liv, det er for mig ikke noget negativt. Det skylder man sig selv og den gave man har fået i form af livet. Og det er idealet for enhver skoleleder at lyset tændes i så mange ansigter, at alle får lyst til at lære, fordi de ved hvad deres projekt med det er.

Hvad der end var baggrunden for at hver af jer valgte gymnasiet, så håber jeg, at I lige nu har oplevelsen af at have brugt tre år på noget fornuftigt. At I både har udviklet jer som mennesker i skolefællesskabet, og har fået åbnet jeres øjne for rigdommen i den menneskelige erkendelse og for de muligheder den giver for at komme til at beherske dele af den.

Og I har gjort en vigtig erfaring som I kan tage med jer: at sætte sig mål, slide for at nå det – i forskelligt omfang godt nok – for at nå det, og så endelig efter tre år at kunne sætte huen på hovedet. Den erfaring får I brug for. Nu ved I, at I kan, hvis I vil.

Kompetencer, dannelse og personlig udvikling

Snart får I papir på, at I har gennemgået en studieforberedende og alment dannende uddannelse. Det lyder fint, men hvad betyder det? Det betyder for det første, at I ikke er færdige med at uddanne jer. Den gode nyhed er, at I er færdige med gymnasiet. Den endnu bedre er, at I snart skal fortsætte på en erhvervskompetencegivende uddannelse og derefter ”livslang læring”. Det er det vi har forsøgt at forberede jer på i de tre år på gymnasiet, undertiden med ganske stor succes. Men uddannelse er ikke et eksamensbevis og livslang læring ikke en endeløs række af kursusbeviser. Faktisk kan man uddanne sig uden at gå på skole. Dropouts er ligefrem blev det nye sort. Med folk som Mark Zuckerberg som rollemodel. Men jeg tror nu at de fleste er godt hjulpet af at supplere livets skole med skolen.

Der foregår en værdikamp omkring uddannelse, som jeg står noget uforstående overfor. På den ene side plæderes der fo,r at uddannelsespolitikken skal sikre at vi får uddannet en arbejdsstyrke med de kompetencer som der er behov for på fremtidens arbejdsmarked i konkurrencestaten.

Over for det lægges der vægt på at uddannelse er et dannelsesprojekt, for den enkelte til at indgå i et fællesskab som samfundsborger og udvikle sig til borger.

Jeg kan ikke forstå, at det skal formuleres som hinandens modsætninger. For mig er dygtighed og dannelse hinandens forudsætninger.

Jeg ser uddannelse som væsentlig i tre dimensioner:
·      Uddannelser leverer medarbejdere med de rigtige kompetencer til erhvervslivet, privat og offentligt, grundlæggende og specialiserede kompetencer. Det er en helt legitim og nødvendig funktion.
·      Uddannelse er et dannelsesprojekt, hvor den lærende med viden, værdier og adfærd lærer at overskride sig selv for at indgå i fællesskaber, globalt medborgerskab. Gennem fagenes vinduer får den lærende indsigt hvad der er gået forud for os selv og en bevidsthed om at der kommer andre efter os.
·      Uddannelse er selvdannelse, et personligt eksistentielt projekt hvor den lærende udvikler sin personlighed og sine værdier i en interaktion med fag,  undervisere og medlærende

Der er nogen der anbefaler at man vælger uddannelse med hjertet. Og andre at man bruger hovedet og tænker på hvad uddannelse kan bruges til. Jeg tror det er vigtigt, at I både burger hoved og hjerte og finder jeres egen personlige balance mellem disse tre aspekter af uddannelse: hvordan vil I ernære jer? Hvad har I virkelig i hjertet lyst til? Og hvordan kan I bruge uddannelse til noget der er meningsfuldt for fællesskabet.

Ingen kan vælge det for jer. Det kan I kun selv. Og nu kan I snart ikke udsætte det længere.

Mestring og skabelse

Uddannelse diskuteres med store følelser, netop fordi det både berører spørgsmål om fremtiden for kloden og samfundet og dybe eksistentielle spørgsmål om, hvad man vil bruge sit liv på for den enkelte. Men lige meget om man vælger mest med hjerne eller med hjerte, så er det at uddanne sig forbundet med anstrengelse: Hvis man vil være dygtig må man slide og kunne tilsidesætte de umiddelbare behov.

Der er store krav om dygtighed overalt. Dygtighed er ikke bare de høje ”snit”, selv om det selvfølgelig er et godt udgangspunkt. Dygtighed er mestring, det at kunne et fag så godt, at man med sit hoved kan forstå og gengive det, og har det under huden, i hænderne, i underbevidsthed, så det næsten bliver instinkt, tavs viden, anden natur. Vi har ordet på mange sprog: Master, Meister, Maestro, mester, og det dækker både dette at mestre et fag og dette at være fagets mester.

Mestring er ikke kun et bogligt og teoretisk fænomen. Mathias Tesfaye tale om Kloge hænder og kloge hoveder. Og der skal 10000 timers slid til før mestringen både sidder i hovedet og i baghovedet og hænderne. Så kirurgen kan operere så hænderne næsten bevæger sig selv, så musikeren i bandet er i flow med de andre og fornemmer hvor de vil hen, så mureren uden at måle ved hvordan stenen skal lægges, så læreren mærker hver eneste elev og forstår at give de rigtige udfordringer og feedback.

Mestring er forbundet med stor indre tilfredshed, når sliddet bærer frugt. Og herefter sætter mestrene sig nye mål, for mesteren er aldrig helt tilfreds.

Men mestring er er også et dybt socialt forhold. Man mestrer sit fag, både fordi det er vigtigt for en selv at overskride sine grænser, men også fordi man ved at mestre sit fag kan stille det til rådighed for andre. Man bruger sit fag til at skabe noget for nogen. Det man mestrer giver man som gave.  Og man bliver et forbillede, som læremester. I lærlingeuddannelse taler man ligefrem om mesterlære: man lærer af at arbejde sammen med sin mester.

Mestring er forbundet med kreativitet og skabelse. Og det udfolder vi alt for lidt i gymnasiet – det Thomas Korsgaard igen ret i. Mesteren vil hele tiden udvikle sin kunnen og finde nye veje, nye tricks. Men innovation der ikke er forbundet med faglig mestring er ikke til gavn for nogen.


Om at turde vælge og vælge om

I er kommet langt, Tillykke med det. Men der er langt igen, for I skal være mestre inden for et område. I skal være den bedst uddannede generation, for det har samfundet brug for. Og det har I også selv, for ved at være i stand til at skabe værdi for andre vil I opleve en stor livskvalitet. Mestring er en vigtig forudsætning for oplevelse af at man har et tilfredsstillende liv.

Valget af jeres livsvej er vanskelig. Selvfølgelig, for den er vigtig og der er mange muligheder. Men valget er ikke absolut, truffet én gang for alle. Der er altid mulighed for at gøre erfaringer og foretage nye valg. Så I skal videre med at dygtiggøre jer, også selv om I ikke er helt sikre på vejen.

Med studentereksamen har I ikke fået noget at falde tilbage på. For det er ganske enkelt ikke muligt i vore dages samfund, hvor udviklingen går så stærkt. Men I har forhåbentlig fået et godt fundament for at træffe valg der er kloge for jer selv.

Det eneste I må love mig, er at I ikke læner jer tilbage, tynget af valgets byrde og underlader at træffe valg. At det ene sabatår tager det andet. I har så mange potentialer og så mange muligheder. Dem har I pligt til at udnytte. For jeres egen skyld og for fællesskabets. Det har været hele meningen med vores bestræbelse her på gymnasiet. Nu har vi gjort hvad vi kan og nydt at have jer i tre år. I  er bare så gode, og I kan selv.

Med disse ord dimitterer jeg jer hermed fra Ørestad Gymnasium