Globalt samarbejde om at ændre verdens uddannelser

Vi har nu afsluttet vores symposium i Global Schools' Alliance i Delhi. Det har været et intenst, fokuseret og uhyre inspirerende arbejde, hvor vi nu har udarbejdet en handlingsplan for alliancens arbejde de næste 6 måneder. Der har deltaget 8 skoler fra alle dele af verden: Foruden Ørestad Gymnasium deltog Mathew Moss fra Rochdale i England, High Tech High fra San Diego USA, VEGA Schools fra Delhi i Indien, Green School fra Bali, Liger School fra Cambodia, Albany Senior High School og Freemans Bay School begge fra New Zealand. 

En skøn blanding af grundskoler og ungdomsuddannelser fra hele verden. Alle arbejder for at transformere uddannelser i deres lande, så de tager udgangspunkt i eleven. Alle arbejder med elevaktiverende undervisning, i høj grad gennem projekter om problemer uden for skolen i samarbejde med eksterne. Alle arbejder med at nedbryde det traditionelle klasseværelse som den centrale undervisningsarena. Alle arbejder med at understøtte den elevaktiverende undervisning gennem anvendelse af IT. Men vi gør det på hver sin måde, defineret af de meget forskellige kontekster.

Vi er enige om at fortsætte og intensivere kontakten, at skabe forbindelse mellem ledelser, lærere og elever både gennem møder og gennem virtuel kontakt. Vi vil både videndele med - og inspirere hinanden, og vi vil udvikle undervisningsforløb i samarbejde.

Vi har også en vision om at kunne påvirke uddannelserne i verden, så de i højere grad give børnene og de unge kompetencer til den fremtid de skal fungere i som medarbejdere, borgere og mennesker.

Foruden det pædagogiske og uddannelsespolitiske sigte udgør alliancen også en fantastisk ramme om udvikling af et globalt udsyn og dannelse til globalt medborgerskab.

Alliancen er dannet på initiativ af indiske Vega Schools, som er ved at blive bygget, og som ønsker at lade børnene vokse op med et globalt perspektiv indbygget i selve skolens DNA, og at lade sig inspirere fra gennemprøvet praksis fra progressive skoler i andre lande. 

Som afslutning på konferencen deltog vi i et stort møde, hvor Vega Schools havde indbudt forældre, politikere og meningsdannere fra Delhi til at høre om skoler i Global Schools' Alliance. På mødet deltog også delstaten Haryanas undervisningsminister Ram Bilas Sharma, som efter indisk tradition markerede begivenheden ved at tænde lys.

Nu skal vi på Ørestad Gymnasium drøfte, hvilke perspektiver der er I Global Schools' Alliance for os, og hvilke aktiviteter vi vil sætte i gang.

Translokationstale 2015

Kære studenter. 

Det kan ikke siges for ofte, så jeg siger det igen: Tillykke med at I nu er studenter. I har tænkt på det længe, forberedt jer grundigt; huer og andet udstyr har været klar til, at I kan tage det i brug, kørselsrute og fester er planlagt. Nu har I nået jeres store milepæl. I er studenter, og her til formiddag får i papir på det, som I kan bruge til at tage næste skridt i jeres liv.

Jeg har jo nogen gange advaret mod, at unge fester så meget, at det går ud over deres uddannelse. Men det gælder ikke i disse dage. I har en næsten statsgaranteret licens til at feste. Det er nærmest en borgerpligt at give den fuld skrue. For lige så vigtigt som det er at kunne fokusere og overvinde forhindringer for at nå sit mål, lige så vigtigt er det at fejre, at målet er nået.

Og kære forældre: Tillykke også til jer med at eksamensræset er overstået.
Jeg har indimellem indtryk af, at forældrene tager eksamen endnu mere seriøst end de unge selv, og er mindst lige så nervøse. Jeg selv aldrig været tilnærmelsesvist så nervøs for mine egne eksaminer, som jeg har været for mine børns.

Så nu kan I i god ro og mag tillade jer at slappe af og nyde, at de unge fester.  Lad dem være i deres euforiske tidsboble en tid endnu.

Studentereksamen som overgangsrite 

I dag er studentereksamen den begivenhed, der for de fleste unge markerer voksenlivets begyndelse. I dag fejrer vi mere end blot det vigtige, at I har anskaffet adgangsbilletten til en videregående uddannelse. Vi fejrer også afslutningen af en epoke i jeres liv og overgangen til den næste.

Jeg tror det er fordi, fejringen af studentereksamen er blevet den nye overgangsrite, at medierne i disse dage er så fulde af historier om studenter og billeder af glad og smuk ungdom. Og at det er så vigtigt for jer at fejre det efter alle kunstens regler. Med vennerne og klassekammeraterne, med familien, med skolen. Gader og stræder i hele København vil genlyde af jeres jubel over, at nu er I blevet studenter.

Det er en tid for de store følelser. Vemod og eufori. Usikkerhed og forventning.  Fordi det er afsked med noget kendt og trygt, som man er ved at udvikle sig væk fra, og ankomst til noget nyt som man glæder sig til, men endnu ikke ved hvad indebærer, og om man kan finde sig til rette i. Lidt ligesom da I startede som “putter” for en evighed af tre år siden.

Gymnasiet er for de fleste - og det tror jeg også OEG har været for jer - en tryg ramme om personlig udvikling i nogle konstituerende år i de flestes liv og om læring, der danner grundlag for videregående uddannelse. En beskyttet og lidt ansvarsfri boble, hvor man kan være herligt fri for at tage stilling til andet at gennemføre gymnasiet.

Og det har I gjort nu, og I kan nye frihedens himmelflugt. Euforisk og lidt skræmmende i samme bevægelse. Afskedens vemod og rejsens nye muligheder.

I valgte gymnasiet

For tre år siden traf I et valg af at gå på gymnasiet og på OEG. Jeg håber I synes, det var et klogt valg, og at I vil opleve, at I har fået et godt fundament for det, I nu skal i gang med. 

Nogle af jer havde en præcis idé om, hvad I skulle bruge studentereksamen til, og måske har I stadig det samme mål, men erfaringen viser, at mange ændrer det i takt med mødet med gymnasiets mange fag. 

Andre af jer valgte gymnasiet som den bedste ramme om at finde ud af hvad I vil. I udskød valget, mens I skabte et bredere fundament at træffe beslutningen på. Det er der sikker nogen af jer, der er blevet mere afklarede om, men andre er sikkert blevet endnu mere forvirrede end da I startede og trænger til et sabbatår, hvor I kan tænke det hele igennem. 

Men inden længe, måske allerede nu, hænger spørgsmålet tykt i luften: “Hvad skal du til at lave nu”?

Det næste svære uddannelsesvalg

Jeres forældre og alle andre siger det, og har ret: Det er vigtigt at videreuddanne sig, og det er vigtigt, at der ikke går for lang tid efter gymnasiet. Og det er jo irriterende at blive mindet om noget man godt ved, og som er åbenlyst fornuftigt, men som man bare ikke lige har fundet svaret på.

Og nemt er det ikke at vælge. Der er så mange muligheder for videreuddannelse (også selv om man ikke lige har 12 i snit), og alle uddannelser peger frem mod beskæftigelse inden for nogle områder, som det er svært at vide så meget om. Alle de økonomer og politikere, som har forsøgt at udtale sig om beskæftigelsesmulighederne for at regulere indtaget på forskellige uddannelser, har taget fejl.

Valget af uddannelse er jo heller ikke bare et valg af, hvor man skal tilbringe de næste par år af ens liv. Det sætter en vigtig ramme for ens rejse gennem livet, og det kan næsten virke som om, man samtidig vælger hvilket menneske man gerne vil være. Når det formuleres på den måde, er der ikke noget at sige til, at det opleves som et vanskeligt valg, som man ikke må tage let på, og som næsten kræver flere år efter gymnasiet at gøre sig klar til.

Men man bliver ikke nødvendigvis klogere af at tiden går. Man bliver bare ældre.

Der findes ikke et “perfect match” mellem et menneske og en karriere. Og det er heller ikke sådan, at ens uddannelsesvalg og efterfølgende valg af job støber ens livsbane i cement, så den aldrig kan ændres. Forestillingen om “the perfect match” kan virke blokerende -  man kommer ikke i gang før man har fundet det absolut rigtige valg af fremtid.

Selv om nogle af jer er sikre på, at I har fundet “the perfect match”, og skal starte på en uddannelse straks efter sommerferien, så må I være forberedt på, at I kommer til at foretage mange nye valg, og sikkert også store omvalg.

Ethvert valg er også et fravalg. Som flittig gæst på Roskilde-festivalen har jeg lært ikke at ærgre mig over de bands jeg ikke får hørt, men glæde mig over de bands som jeg oplever. Min Roskilde-festival består af de valg, jeg har truffet, og den er anderledes end alle de andre festivalgæsters.

Bag enhver åbnet dør er der nye døre med nye muligheder, som jeg ikke anede eksisterede, og som giver min livsbane en ny retning. Min livsbane og karriere er summen af de valg og fravalg, som man foretager. Jeg skaber i Karen Blixens forstand min “skæbne” gennem mine valg.

Det er ikke muligt at lægge en plan for valget af karriere og livsbane. Mange af de jobs, I kommer til at bestride i fremtiden, eksisterer slet ikke endnu, så hvordan skulle man kunne man planlægge efter at bestride dem? Man kan træffe det valg, der giver mest mening for én lige nu, og som man kan se giver muligheder for at udfolde vigtige sider af sin personlighed og kompetencer i. 

Hvis I ikke allerede har lagt jer fast på noget, kan man bruge sabbatåret til at kvalificere ens valg.

Det handler ikke om enten at vælge med hjertet eller hjernen. Uden hjertet går det naturligvis ikke, men hjertet kender ikke kun én vej. Man kan have hjertet med sig og gå ind ad mange forskellige døre. 

Fornuften alene gør det heller ikke. Både fordi der ikke eksisterer ét fornuftigt valg for hver enkelt, og der eksisterer heller ikke noget éntydigt svar på, hvilke uddannelsesmuligheder der helt sikkert fører til gode jobs. Så man må forsøge at opløse modsætningen mellem hjerne og hjerte. Hjælpe hjertet lidt på vej uden at tabe hovedet.

Mange unge ved meget lidt om arbejdsmarkedet, jobmuligheder og karriereveje og de uddannelser, der kan føre derhen. I kan planlægge jeres sabbatår, så I faktisk bliver lidt klogere. Søge jobs, der har en eller anden relevans for det, I gerne vil videre indenfor. I kan spørge i jeres familie og venskabsnetværk. I kan tale med uddannelsesvejledere. Når man ved for lidt om arbejdsmarkedet, ved man jo reelt ikke noget om, hvor man kan komme bedst til udfoldelse.

Og ikke mindst. Man skal lære sig selv at kende rigtig godt. Hvad der giver én glæde, hvad der er svært for én at håndtere, hvad man skal acceptere hos sig selv, og hvad man ønsker at forandre. Hvad man er god til, og hvad man lyst til at blive god til.

Det er hårdt at vælge, men man skal lære at være i valget, tilvalget og fravalget. De døre man åbner og de døre man lukker. Og når man har undersøgt tingene, når man har lyttet til sig selv, så skal man med lidenskab kaste sig ud i det og se de nye døre, der åbner sig foran én. Man skal med Kierkegaards ord om troen turde være på “de 70.000 favne vand”. Også selv om man ved, at man kunne have truffet et andet valg.

Livslang læring og selvdannelse

I har i dansk garanteret hørt om den klassiske dannelsesroman efter skemaet “hjem - ude - hjem”. Efter dette skema finder den dannede borger sin endelige plads i samfundet og tilværelsen og finder fred med sine egne dæmoner efter at have gennemgået en dannelsesrejse. Dette skema passer ikke til den moderne tilværelse og det moderne livsforløb. Her er vilkåret at kunne håndtere stadige forandringer, og det kræver livslang læring, hvor man hele tiden lærer at håndtere de nye udfordrringer. I denne model er der dømt “livslang studentereksamen”.

I den livslange læring må man kunne være på stadig rejse og samtidig bevare hjemligheden. Man må kunne bevæge sig og slå rod i samme bevægelse. Man må kunne hvile i kompleksiteten, forandringer og de nye valg, man hele tiden stilles overfor. 

Den nye folkesygdom stress er jo udtryk for, at det ikke er nemt at være hjemme i forandringerne, at hvile i kompleksiteten. At vælge og kunne prioritere, når der er så meget, man gerne vil eller synes man skal. Nogen prøver at overkomme det hele, og bliver stresset. Andre opgiver på forhånd og vælger en position som tilskuere. Og ingen af strategierne er jo helt fornuftige.

Der er opstået en selvhjælpsindustri med selvhjælpskurser, selvhjælpsbøger, halv- og helreligiøse tilbud, personlighedstests, som har hver deres bud på strategier til at håndtere kompleksiteten og forandringerne. Det kan man gøre grin med, og jeg skal ikke her kloge mig på, hvad der er bedre end andet. Men der er ingen tvivl om, at vi alle må finde ind til en kerne i os selv af værdier og selvindsigt, som vi kan navigere efter. For et indre kompas og et indre vaterpas har vi brug for, så vi som sneglen kan bære vores indre hus med os.

Det er også det, gymnasiets dannelsesprojekt handler om. Gennem fagenes vinduer til menneskehedens indsigter i natur, samfund og mennesker, har I fået redskaber, som I kan anvende til den selvdannelsesproces, som I er i gang med, og hvor ingen andre end jer selv kan give autoritative svar på jeres valg af ståsted. Vi lærer os selv at kende ved at spejle os i menneskehedens indsigter og ved at overskride sig selv og indgå i fællesskaber, hvad enten det er “smagsfællesskaber”, læringsfællesskaber eller arbejdsfællesskaber.

Klædt på til rejsen? 

I dag er i bare glade for, at det hele er overstået. Og I har måske svært ved at formulere, hvad I egentlig fik ud af de tre år i gymnasiet. Vi har gjort hvad vi kan for at klæde jer på til rejsen. Ikke bare til eksamen - skønt også til den - men til det samfund og det arbejdsmarked, I skal fungere i. 

Vi har arbejdet med digital dannelse og mediekompetencer. Vi har sat i viden i spil med samfundet udenfor og lært jer, at verden kan forandres, og at jeres indsats er vigtig. Vi har lært jer at samarbejde, og vi har arbejdet på at gøre jer til mennesker med tro på jer selv og med gennemslagskraft og handlekraft. Vi har lært jer at verden er global (de store udfordringer er globale og kan kun løses gennem globalt samarbejde), og vi har givet jer kompetencer til at spille sammen med mennesker med en anden kulturel baggrund end vores egen. Ja blot ved at kigge på hinanden har I haft en verden af forskelligheder for hånden. 

Og måske vigtigst af alt: Vi har lært jer at lære. Indsigt i, hvordan man lærer, og evnen til at sætte sig nye mål for sin læring er grundkompetencer, som I vil få brug for på den livslange læringsrejse

Læring gør ondt. Det håber jeg, I har opdaget, for ellers har I lært mindre, end I har potentialer til. Når man stilles over for nye læringsudfordringer, falder man ned i en grøft af modgang, som skal overvindes. Og når man er kommet op af grøften igen, giver det motivation, for mestring giver motivation. I sportens og kunstens verden er det velkendt, at man ikke bliver god uden at træne og øve sig, og at træning gør ondt, hvis man virkelig skal blive bedre - og meget ondt, hvis man skal blive virkelig god.

Læring fordrer, at man udvikler modstandskraft og udholdenhed, så man bliver i stand til at håndtere, når læring gør modstand. For det vil ske igen og igen, hvis I fuldt ud skal udfolde jeres potentialer. 

Det ligger i det danske uddannelses-dna - og ikke mindst i OEG’s eget dna - at motivation er vigtigt for at lære noget. Jeg tror, man med fordel kan vende det om: Ved at gå ind i opgaven og ved at lære at mestre den, bliver man motiveret til at klare nye udfordringer.

Træf jeres valg og kast jer ud i det med lidenskab

I kan bruge den erfaring, I nu har fået, med at overvinde jer selv og gennemføre studentereksamen. I har gjort det med hver jeres udgangspunkt, men mon ikke I vil give mig ret i, at man ikke gennemfører en studentereksamen uden at anstrenge sig og overvinde sig selv indimellem. 

Ingen kan love jer, at den rejse, I skal ud på, bliver nem. Vores samfund og vores klode står over for store udfordringer, som kun løses af dygtige og engagerede borgere og medarbejdere. Og hver enkelts rejse mod sin skæbne er også brolagt med forhindringer.

Men jeg ved, hvor store potentialer I indeholder. I kan så meget og drømmer så vildt. Så råb det ud i gaderne i dag, at her kommer I. Klar til næste fase i jeres liv og klar til at bære vores samfund videre.

Årgang 2012, lad København mærke at I er studenter. Spred glæde og fest omkring jer. 

Og se at komme af sted inden alt for længe, lad være med at vente på, at det helt rigtige dumper ned som en åbenbaring. Træf jeres valg og kast jer ud i det med lidenskab. Sig med digteren Henrik Nordbrandts ord:

“Jeg tilbeder den brændende jord, fordi den tvinger mig til at danse

og mine opbrugte masker, fordi de tvinger mig til at le.

Jeg tilbeder min ligegyldige død, fordi den tvinger mig til at leve”

Med disse ord dimitterer jeg Årgang 2012 fra Ørestad Gymnasium.

Digital disciplinering og e-didaktik - om håndtering af den digitale distraktion

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet en undersøgelse blandt gymnasielærere, der viser, at "mange elever i gymnasierne er passive og gemmer sig bag computerskærme med Facebook og spil i timerne."(Berlingske, den 20.5.) "Vi observerede undervisningen på flere gymnasier og var overraskede over, hvor meget uvedkommende aktiviteter på computeren fylder, og hvor mange elever der var i gang med noget andet end undervisningen," udtaler siger Thea Nørgaard Dupont fra EVA til Berlingske.

Under overskriften  "Når man ikke har sin computer, er man jo nødt til at følge med" fortalte Berlingske samme dag om et forsøg på Øregård Gymnasium med “digital detox” i nogle 1g samfundsfagsklasser. Her har man gennemført en spilleregel om, at computeren kun anvendes, når læreren giver lov og kun i 20 minutter ad gangen til klart definerede formål. Forsøget har betydet mere koncentration og større elevaktivitet.

I den digitale verden

Strategien med digital detox er en forståelig reaktion på den digitale distraktion, som alle skoler oplever i en hverdag, hvor alle elever bærer rundt på flere digitale gadgets med netforbindelse.
På Ørestad Gymnasium har vi valgt en anden vej end den digitale detox. Vi har valgt at være en digital skole i den digitale verden. Vi anvender digitale undervisningsmidler, og kan derfor ikke som generel strategi slukke for computerne. Vi anerkender, at de digitale medier kan distrahere læringen, men vi ser samtidig store læringspotentialer i de digitale medier. Vi ønsker at forberede eleverne til et videreuddannelsesforløb og et arbejdsmarked, hvor digitaliseringen er et vilkår, der præger alle forhold, og derfor ønsker vi at lære med computeren ikke mod computeren.

Vi søger løsninger i den digitale verden og uden at nulstille den digitale virkelighed. Vi ønsker at give eleverne digital dannelse, så de kan begå sig i den digitale virkelighed.

Digital disciplinering

En forudsætning for at udvikle digital dannelse er digital disciplinering. Digital disciplinering betyder, at lærerne skaber klare rammer for anvendelse af digitale redskaber i undervisningen, og at der i undervisningen arbejdes målrettet med at italesætte gode digitale arbejdsvaner. Det betyder også, at lærerne griber ind, når de observerer, at elever ikke deltager i undervisningen, fordi de er optaget af andre gøremål på computeren. Mange lærere arbejder i vekselvirkning mellem online og offline aktiviteter.

Eleverne er vant til at anvende digitale gadgets. I den forstand er de digitalt indfødte. Men de er ikke nødvendigvis i stand til at anvende computeren til læringsformål. Det er skolens opgave at lære dem det, og det kræver også, at de aflærer nogle af deres dårlige vaner, som distraherer indlæringen.

En didaktik der udnytter computerens potentialer som læringsmiddel

En væsentlig årsag til digital distraktion er, at de digitale redskaber ikke anvendes så de realiserer deres potentialer som læringsmiddel. Information havde for nylig en artikel om, at IPads i undervisningen gav markant forbedrede resultater, under den klare forudsætning, at de blev anvendt med en målrettet e-didaktik.

Når elever udstyres med computere, og hvis undervisningen ikke ændres, er computeren som læringsredskab blot et notetagningsredskab og et redskab til skrivning af opgaver, og så er der ikke noget at sige til, at computerens potentialer anvendes til adspredelse, mens læreren og de flittige taler. Computeren bliver arena for elevernes aktivitet, og de afkobler sig fra undervisningen, som bliver en film de ikke er med i.

Hvis computerens potentialer som læringsmiddel skal udfoldes, kræver det at undervisningen ændres i retning af undersøgelse, problemløsning, networking, multimedial vidensproduktion og individualisering af udfordringerne.

Computeren skal anvendes til at gøre læring synlig for den enkelte elev og for læreren, så eleven kan modtage målrettet feedback og udvikle evnen til at give sig selv feedback.

Digital disciplinering og e-didaktik er vores vej. Men nettets tilbud af underholdende distraktion er en enorm udfordring, også for os.

10 år med OEG

I dag for 10 år siden startede jeg rejsen med Ørestad Gymnasium som medarbejder nr. 1. I august blev vi en rigtig skole - med elever og lærere - og derfor  regner vi først skolens jubilæum fra august, hvor vi med 6 klasser startede i de midlertidige lokaler på KUA.

Det har været en fantastisk rejse, en opdagelsesrejse hvor vi har afsøgt nye muligheder for at praktisere ungdomsuddannelse. Vi satte os for at skabe en skole, der i nuet skimter fremtiden der vokser frem, og vi forbereder eleverne på det samfund og det erhvervsliv, som de skal fungere i. Vi taler om “i morgen i dag”. Vi har på sin vis sat os en umulig opgave med et uklart mål, og vi lader os forstyrre af omverdenen for hele tiden at nydefinere opgaven og justere målet. Vi er stadig på vej. Som vore elever vil være det i det liv, vi vil forberede dem til.

Et gymnasium i Ørestad

Selv om vi i det daglige taler mest om det, vi kan gøre endnu bedre, har vi nået en række resultater, som vi kan være stolte af.  Vi har vist, at man kan drive gymnasium i det - i begyndelsen stærkt kritiserede og øde - Ørestad, og at det er muligt at vende togenes retning og få unge mennesker fra hele Storkøbenhavn - og hvis vi havde måttet hele Sjælland - til at gå i skole på Vestamager. Vi har i de fleste år været hovedstadesregionens - og landets - mest populære gymnasium, og selv om vi har 14 klasser pr. årgang (efter sommerferien 15), kan vi langt fra rumme alle de elever, der gerne vil gå på vores skole.

Det er lykkedes os at skabe en skole, hvor sammensætningen af elever afspejler befolkningssammmensætningen i hovedstaden, uden at det giver konflikter. Vi er et mix af sociale og etniske baggrunde. I denne mangfoldighed lærer eleverne at tage hensyn til hinanden og give hinanden plads, uden at man selv behøver at træde i baggrunden.

En skole der ikke er en skole

Vi er kendt i Danmark - og store dele af verden - for vor bygning, vor innovative tilgang til skoleudvikling og undervisning og vor anvendelse af IT. 8 år efter vi flyttede ind i bygningen på Ørestads Boulevard har vi stadig talrige besøgende fra ind- og (ikke mindst) udland.

Det som de unge søger hos er noget som vi dybest ikke kan opfylde, men alligevel arbejder på, nemlig "en skole der ikke er en skole". En skole der i højere grad arbejder som en moderne kreativ virksomhed og som sætter skolens faglighed i spil med omverdenen og inddrager omverdenen i undervisningen. En skole hvor eleverne lærer, mens de går på opdagelse og løser problemer i fællesskab. Vores bygning -  skabt i det åbne kontorlandskabs og den kreative virksomheds billede - udtrykker, at her kan man ikke drive skole, som man kender den.

Og alligevel så er vi jo en skole, med alt hvad det indebærer af nødvendige gentagelser af ensformige reproducerende træningsaktiviteter. Det er det paradoks, vi lever i og finder løsninger på i hverdagens mange kompromisser.

I den kreative virksomheds billede

Det som vore mange gæster er nysgerrige efter at observere er vor undervisning i de åbne læringsmiljøer og gennemgribende anvendelse af IT. Kan man  virkelig drive undervisning i åbne miljøer for unge mellem 15 og 19 år? Det ved vi nu, at man kan, hvis man omdefinerer, hvad undervisning er, og flytter fokus fra reproducerende til skabende og netværkende elever, og hvis man på en gennemgribende måde anvender IT til at understøtte læringsaktiviteterne. Huset lever bedst, når det er det vi gør. Så er huset en sitrende organisme af fælles skaben, hvor den enkeltes aktiviteter påvirker og påvirkes af helheden. Men sådan kan det naturligvis ikke være hver dag, for der er jo grundlæggende faglige færdigheder, der bare skal læres, for at man har noget at byde ind med, når man skal gå på opdagelse og producere selv. Og om ikke andet, så bliver eleverne stillet til regnskab for dem ved de traditionelle eksaminer.

Ørestad Gymnasium blev grundlagt af Københavns Kommune, og det var visionære folk i forvaltningen og modige politikere i Borgerrepræsentationen, der turde beslutte sig for at bygge en så anderledes skolebygning. Da vi startede skolen, besluttede vi at fastholde de visioner, som kommunen havde med skolen og bygningen, og det har vi fastholdt, også efter at vi blev en selvejende statsinstitution.

Profilskole

Københavns Kommune fastlagde også, at skolen skulle have en profil - medier, kommunikation og kultur - for at understrege visionen om en skole i levende samspil med nærområdet. Denne profil har vi fastholdt og videreudviklet. Og efter sommerferien tager vi det næste store skridt i den retning, når vi indtager det nye Media Lab i den nye biografbygning ved Field’s. Her får vi unikke muligheder for at styrke medie- og kommunikationsprofilen både i undervisningen og som ramme om en lang række af aktiviteter uden for skoletiden, for eleverne og for lokalområdet.

Men selv om vi er kendt for vores profil i Danmark og store dele af verden, er det endnu ikke lykkedes os at overbevise Undervisningsministeriet om, at vi har en profil. Vi ønsker at blive godkendt som en skole med en særlig profil i optagelsesbekendtgørelsens forstand, så vi også kan optage elever der bor længere væk fra skolen, som har særlige kompetencer og interesser og derfor kan få glæde af alt det, som vi særligt dyrker på Ørestad Gymnasium. Det arbejder vi på at få til at lykkes i vores jubilæumsår. 

640 med store forventninger - kan vi leve op til dem?

Vi har nu sendt kvitteringsskrivelser ud til alle de unge mennesker, der har søgt Ørestad Gymnasium som deres 1. prioritet. 640 har søgt i år, hvoraf 35 skulle til uddannelsesparathedsvurdering. Det er det næst højeste søgetal vi nogensinde har haft, og vi er igen regionens mest søgte gymnasium.

Vi er stolte over, at så mange viser os tillid, men også ydmyge over for den opgave det er, at leve op til de unges forventninger til gymnasiet. Vi ved at forventningerne er store.

Efter 9/10  år i folkeskolen er der rigtig mange, som forventer et nyt uddannelsesmiljø med en ambitiøs faglighed, og hvor der stilles store krav til eleverne, så alle bliver udfordret. Det har mange oplevet for lidt i folkeskolen. Det er helt berettigede forventninger, og de fleste vil også opleve at gymnasiet er i et noget højere fagligt gear, end de er vant til. Men også på gymnasiet er elevgruppen sammensat af både meget dygtige og ambitiøse elever, og elever der har svært ved det og måske ikke helt har fundet motivationen til at gå i skole.

Alle forventer - og håber på - at komme med i et socialt fællesskab i og omkring skolen, så de udvikler stærke sociale relationer og en oplevelse af tilhørsforhold. For det meste lykkes det, og gymnasiet bliver rammen om stærke fællesskaber, men vi har også elever, der oplever at være udenfor, uanset hvor meget vi som skole arbejder med at skabe rammer om udvikling af fællesskaber.

De unge, der har søgt Ørestad Gymnasium som deres 1. prioritet, har givetvis også en forventning om at møde en skole, der er lidt anderledes. En moderne skole, hvor viden sættes i spil i forhold til omverdenen og dermed gøres relevant, og hvor der er motiverende og elevaktiverende undervisning med en gennemgribende anvendelse af digitale medier. Jeg har tidligere talt om det som en forventning om at møde en skole "der ikke er en skole".

Vi gør hvad vi kan for at leve op til forventningen om at møde en skole, der gør undervisningen meningsfuld og motiverende for moderne unge. Men vi er stadigvæk en skole. En skole med fokus på elevernes læring, og læring kan ikke altid være lystbetonet. Læring handler også - og måske mest af alt - om vedholdenhed i forhold til at øve sig på det der er svært.

Men selv om undervisning og læring ikke altid kan være lyst betonet, så skal den opleves som meningsfuld og alle skal have udfordringer, der svarer til deres nærmeste udviklingszone, og det bestræber vi os på.

Vi ved forventningerne er store. Vi vil gøre alt for at leve op til dem. Vi er ydmyge over for opgaven, for vi kan ikke fuldt ud leve op til dem alle. Og det er jo heller ikke en énvejs-forbindelse. Eleverne kan kun få opfyldt deres forventninger, hvis hver enkelt bidrager aktivt i både undervisning og i fællesskabet.

Vi kommer også til at skuffe nogle af vore ansøgere, fordi vi ikke kan optage dem alle. Vi håber, at vi får lov til at oprette en 15. klasse, så vi kan optage så mange som muligt. Hvem, der i sidste ende bliver optaget, afgøres af fordelingsudvalget, som fordeler efter optagelsesbekendtgørelsens bestemmelserne om transporttid. Et kriterium jeg altid har været modstander af, for jeg tror på, at de unge får den bedste uddannelse, når der opstå et match mellem en skole med en skarp profil og den enkelte elevs særlige fokus og interesser, og det har ikke meget med transporttid at gøre.

SRP - kraftanstrengelse eller forældreopgave?

Så er årets studieretningsprojekter (SRP)  blevet bedømt, og eleverne har fået deres karakterer. Vore elever har i gennemsnit  klaret sig meget godt, men meget forskelligt, og sådan skal det jo være.

SRP  er et bærende element i den gymnasiereform, som blev gennemført i 2005, og intentionen med projektet var at styrke gymnasiets studieforberedende sigte og det forpligtende samarbejde mellem fagene. SRP er gymnasieelevernes "svendeprøve", den store kraftanstrengelse hvor eleverne virkelig får mulighed for at vise, hvad de kan, når de får 14 dage til at arbejde selvstændigt under vejledning. Kan de klare kravene til SRP, er de særdeles velforberedte på at starte på en videregående uddannelse.

Der er ingen tvivl om, at de fleste elever får utrolig meget ud af SRP.  De fordyber sig i et emne der interesserer dem, og de lærer at anvende faglige metoder og akademiske formater. Der er også elever der demonstrerer, at de har meget svært ved opgaven, fordi de ikke har de nødvendige faglige forudsætninger for at leve op til kravene til SRP. For dem er 14 dage meget lang tid, og de har svært ved at modtage vejledning.

SRP skal naturligvis skrives af eleven selv med vejledning fra lærerne og med inputs fra faglitteratur og gerne fra elevens netværk. For at ligestille eleverne skemalægger skolen vejledningssessioner i månederne op til skriveperioden og i skriveperioden. Desuden har vi bemandet skriveværksted på biblioteket ved siden af skolen, så der altid er en lærer at tale med for eleverne.

Men nogle elever modtager mere hjælp end det. Så meget at man i den offentlige debat taler om forældreopgaven. Man må jo gerne bruge sit netværk til at komme med ideer og give feedback, men grænsen til det som Undervisningsministeriet kalder "ubrettiget hjælp" er flydende.

Der er ikke så mange der  snyder ved at "planke" opgaver fra nettet. Der findes gode programmer, som checker for snyderi, og dem anvender vi. Men vi kan vanskeligt dæmme op for den nye "trend" med at købe nyproducerede opgaver af universitetsstuderende.

Selv om vi ikke ved hvor stort problemet med snyderi og uberettiget hjælp er, er der ingen tvivl om at problemet eksisterer, og at usikkerheden om det udgør en urimelig mistænkeliggørelse af de elever - flertallet - som skriver opgaverne selv og presser sig til det yderste for at opnå det bedst mulige resultat.

Det ville være ærgerligt at afskaffe SRP, for projektet har en væsentlig funktion som kulmination på elevernes udvikling fra elever til studerende gennem gymnasieårene. Men vi er nødt til at skabe mere sikkerhed om, hvem der skriver opgaven. Man kunne overveje at lade eleverne fremlægge projektet mundtligt for en lærer og en censor for derigennem at checke om eleven selv har skrevet opgaven, og man kunne lade læreren vurdere skriveprocessen fra emneafsøgning over problemformulering og disponering til de første udkast og det endelige projekt.

For de elever, som har overgået sig selv og gennem en stor kraftanstrengelse har leveret et fremragende produkt, fortjener, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, om de selv har skrevet opgaven.

Majid og Peter

Majid, som går i 1g på Ørestad Gymnasium, deltog i mindehøjtideligheden for ofrene for terroraktionen i sidste weekend. I et indslag i TV2 fortalte han, hvorfor han syntes det var vigtigt at deltage, men han gav også udtryk for, at han ikke synes det er rimeligt, at han og andre etniske unge skal udsættes for generaliseringer og gøres til en slags medskyldige i de voldelige begivenheder. Han sammenligner sig med en fiktiv 16-årig Peter og spørger, hvorfor han skal behandles anderledes og gøres til medskyldig i forbryderens handlinger.

Når Majid går ind ad døren til Ørestad Gymnasium sammen med alle de andre elever der tilsammen afspejler Københavns sociale og kulturelle mangfoldighed, skal han opleve at han er medlem af et fællesskab. Gymnasiets fællesskab hviler på demokrati og videnskabelighed, og det har til opgave at uddanne demokratisk sindede medborgere, der kan udfylde deres plads som aktive medborgere og virksomme medarbejdere. Alle elever er ligeberettigede deltagere i dette fællesskab under den ene forudsætning at de accepterer rammen - demokrati og videnskab - og accepterer opgaven - at uddanne demokratiske og virksomme medborgere.

I en artikel i Politiken i kølvandet på begivenhederne i Paris hed det om Ørestad  Gymnasium, at  De tager hensyn i ytringsfrihedens laboratorium.  Af interviewene med eleverne fremgår det klart, at de er opmærksomme på, at et fællesskab forudsætter, at man tager hensyn til hinanden. Ikke sådan at man underordner sig hinandens synspunkter og adfærd, men at man grundlæggende respekterer den andens udgangspunkt og ikke vælger at krænke den anden unødvendigt.

I skolens værdigrundlag er en af de tre centrale værdier "anerkendelse". Vi anerkender hinandens ret til at være særlig og kan forvente at den anden behandler en på samme måde. Vi har ret til at ytre vores forskellighed, men ikke for at krænke den anden.

Ved at møde hinanden i gensidige anerkendelsesrelationer opbygges et fællesskab baseret på et grundlæggende tillidsforhold, som er forudsætningen for at opleve sig som et fuldt medlem af fællesskab. I det lille skolefællesskab og i det store.

Det er så vigtigt at unge som Majid oplever sig som lige i forhold til hans fiktive kammerat Peter. Det er det vi forsøger at gøre til en realitet på vores skole som forberedelse til et samfund hvor han gerne skulle opleve det samme. Men hvis unge med god vilje til medborgerskab i det danske samfund møder en mur af mistillid og grove generaliseringer, skaber man yderligere grobund for det "modborgerskab" som selve terroraktionen og sympatitilkendegivelserne for terroristen er udtryk for.

Får vi fravær?

“Får vi fravær”? spørger eleverne, når vi organiserer almentdannende eller kulturelle begivenheder uden for undervisningen (dog ikke når det er fester). Og mange elever sørger nidkært for at have de 10% fravær som de har "ret" til.

Karakteradgangskravene til de videregående uddannelser, der nu i alt væsentligt baserer sig på studentereksamensgennemsnittet, har på mange af de dygtigste elever den effekt, at de (forståeligt nok) er fuldstændig fokuseret på at få gode karakterer og mindre på deres læringsudbytte. Mange af de ambitiøse lider under stress og præstationsangst. Hos mange fagligt lidt svagere elever ser vi den modsatte effekt. Når man alligevel ikke kan få de topkarakterer, som er nødvendige på drømmestudiet, kan man i det mindste have det sjovt og afslappende i gymnasiet. 

Vi har på mange måder fået et skævt fokus i gymnasiet. Fravær og karakterer, mere end elevernes læring. Og det er ikke elevernes skyld. En god talemåde siger, at man får mere af det man måler, og da vi som skolesystem nidært måler fravær og giver karakterer, som bliver afgørende for elevernes fremtid, er der ikke noget at sige til, at eleverne fokuserer netop på det.

Netop for at styrke fokus på elevernes læring foreslog Per Helmer Hansen, der er medielærer på Ørestad Gymnasium, i kronikken "Et gymnasium der rykker" at vi erstattede "mødepligt" med “læringspligt", således at man løbende tjekker elevernes læringsudbytte, og at eleverne for at kunne gå videre skal nå bestemte mål og gå til nye tests, hvis ikke de når målene. Det ville flytte elevernes fokus fra om de er til stede og hvilke karakterer de får, til om de når målene for undervisningen; om de har lært noget.

Som Per Helmer Hansen selv skriver, så er der nok ikke lige politisk stemning for sådanne forslag ved de igangværende forhandlinger om regeringens gymnasieudspil, men vi kan jo godt begynde at realisere nogle af ideerne inden for den eksisterende ordning. For den nuværende fokus på fravær og karakterer er i hvert fald ødelæggende for det, som det drejer sig om, nemlig om eleverne lærer noget.

James Nottingsham's slide

Jeg hørte i den forløbne uge et foredrag med guruen inden for synlig læring, James Nottingham. Han sagde, at det væsentligste, vi kan lære eleverne i skolen, er “at lære at lære”. Ikke i betydningen at så behøver eleverne ikke at lære noget som helst substantielt men bare være i stand til at finde tingene på nettet. Men i betydningen, at de skal lære at give sig selv og hinanden feedback. Have et sprog for hvad de har lært, og hvad de mangler at lære, og at sætte sig mål for læringen.

Det kræver af lærerne, at de gør det tydeligt - synligt - for eleverne, hvad der er målene for undervisningen, og hvordan de kan vise, at de har nået dem, og at de giver eleverne feedback på deres læringsfremskridt. Ikke bare - og slet ikke først og fremmest - med en karakter. Som en anden af guruerne inden for synlig læring siger, så er det lærernes væsentligste opgave at vide, hvilken effekt lærerens pædagogiske indsatser har på elevens læring. Det arbejder vi med at blive gode til på Ørestad Gymnasium.

For at udvikle denne tænkning har vi på Ørestad Gymnasium taget initiativ til at danne et netværk om synlig læring med 15 andre gymnasier i samarbejde med Laboratorium for forskningsbaseret skoleudvikling og pædagogisk praksis, Ålborg Universitet og Institut for Kulturvidenskavber og Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet.

Allan Kjær Andersen

Dit eget projekt

Det er tid til valg af ungdomsuddannelse for de unge i 9. og 10. klasse. De bliver bombarderet med tilbud fra uddannelsestilbud og gode råd fra politikere og eksperter om, hvor vigtigt det er at tage en ungdomsuddannelse. Og det er det. For hvordan kan man som ung ellers forberede sig til en fremtid i det omskiftelige videnssamfund?

I en lang årrække har der været en tendens til at de unge flokkes om at gå på en gymnasial uddannelse. Især det almene gymnasium er populært. Og det forstår jeg som gymnasierektor naturligvis så udmærket.

Det almene gymnasium er en virkelig god uddannelse for dem, der ønsker at videreuddanne sig på en kort, mellemlang eller lang videregående uddannelse. Gymnasiet er ikke i sig selv en uddannelse, men et grundlag for fortsat uddannelse til en beskæftigelse. Vi ønsker at forberede de unge så godt som muligt til videreuddannelse, herunder de lange universitetetsuddannelser. Derfor er gymnasiet krævende. Man skal arbejde ca. 50 timer om ugen og beskæftige sig med teoretiske problemstillinger, som man ikke altid kan se den umiddelbare mening med, men som har sin mening i tilegnelsen af et fag. 

Uddannelse er ikke et tryllemiddel, eller en medicin der kan indtages intravenøst. Det er en personlig tilegnelsesproces, der kræver virksomhed af den enkelte elev i samspil med de andre og med læreren. At vælge uddannelse må derfor ikke være et spørgsmål om at gøre som de andre, eller at “have noget at falde tilbage på”, at vælge “det sikre” eller at udsætte et egentlig uddannelsesvalg. Forudsætningen for at vælge en uddannelse er, at man har et personligt projekt med det; at man ved, hvorfor man gør det. Et personligt projekt betyder ikke, at man har en plan for resten af livet (det er der ingen ung der kan have), men at man gør sig klart, hvad det er man så langt øjet rækker gerne vil opnå med sit uddannelsesvalg - på det personlige plan, uddannelsesmæssigt og karrieremæssigt. Når man ved hvorfor man er der, giver det modstandskraft til at klare de krav og udfodringer, som man møder.

Når man vælger, er der altid også en mulighed for at vælge forkert. På gymnasiet støder man på så mange nye ting, at det kan blive anledning til at ændre retning. Og så må man gøre det. Det er bare vigtigt at man hele tiden forholder sig til, hvad ideen med at gå i gymnasiet egentlig er, for ellers kan det blive meget surt og kedeligt, og give nederlagsoplevelser.

For at få noget ud af sin uddannelse må man være motiveret for den, og motivation forudsætter at man kan se meningen med det. Det skal være led i et personligt projekt. Hvis gymnasiet giver mening i det personlige projekt, er det en fantastisk uddannelse, som giver et fremragende fundment for fremtidig videreuddannelse.

Allan Kjær Andersen

Ja, vi er Charlie

#JesuisCharlie; det mest populære hashtag i øjeblikket. Men selvfølgelig er vi ikke alle ligesom Charlie Hebdo, som har haft mod til at afprøve ytringsfrihedens grænser og på en intelligent måde kritisere alle former for autoritet. Vi identificerer os med Charlie Hebdo, fordi det morderiske overfald krænker noget helt fundamentalt i vores samfund. Ikke blot ytringsfriheden, men selve eksistensen af et åbent, pluralistisk, tolerant, frit demokratisk samfund. Ved at nedskyde en hel redaktion og andre medarbejdere ved højlys dag krænker morderne helt grundlæggende tillidsrelationer, som er nødvendige for at et samfund af frie og lige individer kan fungere.

Når vi siger, at vi er Charlie, siger vi, at det vil vi ikke acceptere. Vi vil forsvare vores demokratiske samfund med de grundlæggende rettigheder som borgerne har her. 

For mig giver begivenhederne i Paris også anledning helt grundlæggende at genoverveje skolesystemets - og min egen skoles - rolle i denne sammenhæng. Et gymnasium leverer ikke bare kompetente medarbejdere til fremtidens arbejdsmarked, men myndige borgere der, med demokratiske værdier og grundlæggende viden om samfund, natur og mennesker, kan indgå i samfundet og medvirke til at forme det. Borgere som kan argumentere for deres egne valg med den tilgængelige viden, men som accepterer at andre borgere er nået frem til andre konklusioner. Borgere som engageret kæmper for deres ideer i tale og skrift, og som giver de andre borgere samme ret. En kamp på ideer, ikke voldsorgier.

Borgere der, som de franske terrorister, ikke accepterer disse fundamentale principper for samfundets indretning, skal naturligvis bekæmpes. Og det er muligt, at de demokratiske samfund er så truede, at en øget overvågning er nødvendig. Men det er ved at insistere på vore grundlæggende værdier, at terrorismen på langt sigt kan bekæmpes. Og her spiller skolen en vigtig rolle.

I dag taler vi meget om hvor vigtigt det er, at vore unge mennesker uddannes med kompetencer på et højt niveau, så vi har de kompetencer der er behov for fremtidens arbejdsmarked. Vi taler måske for lidt om skolens dannelsesopgave. Begivenhederne i Paris bør få os til at genoverveje og reformulere skolens dannelsesopgave. Dannelse til myndige demokratiske borgere kommer ikke af sig selv. Den skal skolerne - nu som før - arbejde struktureret og målbevidst med. Mod demokratiets fjender hjælper kun mere demokrati, båret af myndige borgere.

Ja, vi er Charlie. Også på Ørestad Gymnasium.

7

På Ørestad Gymnasium anbefaler vi, at eleverne har 7 i gennemsnit i dansk, engelsk og matematik i de afsluttende karakterer i folkeskolen. Hvordan kan vi gøre det, når der ikke er et krav om en bestemt karakter i optagelsesbekendtgørelsen, og når regeringen i sit gymnasieudspil foreslår karakteren 2?

Vi har naturligvis ikke indført særlige karakterkrav på Ørestad. Det er også hos os sådan, at når den afleverende skole har vurderet at en elev er uddannelsesprat, så har eleven et retskrav på at komme i gymnasiet, og så er det optagelsesbekendtgørelsens regel om afstand mellem hjem og skole, der er afgørende for, om eleven kan optages på et gymnasium.

Vi siger 7 som en "varedeklaration" til kommende elever og deres forældre og til vejlederne på folkeskolerne om hvad Stx er for en uddannelse, og hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Gymnasiet er - stadig - en boglig uddannelse. Og den stiller - stadig - store krav til elevernes evne til at tilegne sig teoretisk stof og til at håndtere et stort arbejdspres. Gymnasiet er - stadig - en uddannelse, der forbereder eleverne til videregående uddannelse, herunder lange videregående (universets-)uddannelser. At klare sig og trives i gymnasiet kræver først og fremmest, at eleven er motiveret for at lære noget og at de kan se et projekt med at gå på gymnasiet, fordi de ønsker at fortsætte på en videregående uddannelse. Ellers bliver det 3 lange år fyldt med nederlag.

Når vi siger 7, er det en vejledning til de unge om, hvad der kræves for at gå i gymnasiet. Hvis eleven har 7 og derover i folkeskolen, er det sandsynligvis udtryk for, at eleven et motiveret for at gå i skole og kan klare kravene. Hvis elev har under 7, kan det være udtryk for, at eleven er skoletræt og i virkeligheden ikke trives med at gå på en skole, der i høj grad fokuserer på boglige fag.

Der er mange elever, der har klaret gymnasiet godt, selv om ikke kommer med 7 fra folkeskolen. Men så er det, fordi de har et projekt med at gå i gymnasiet, og derfor leverer den arbejdsindsats, der er nødvendig. Vores vejledning om 7 er en påmindelse om, at hvis en elev har mindre end 7 i folkeskolen, så skal skeen tages i den anden hånd i gymnasiet.

Vi ønsker ikke at forhindre unge mennesker i at blive optaget på en uddannelse. Det er vigtigt at alle unge får en ungdomsuddannelse.

Men det er også vigtigt, at de vælger den uddannelse, der er den rigtige for dem. Gymnasiet skal man ikke vælge, fordi alle kammeraterne gør det. Gymnasiet skal man vælge, fordi man har et projekt med det og derfor kan se meningen med det.

Og meningen med gymnasiet er at forberede de unge til videregående uddannelse. Både de korte, de mellemlange og de lange.

aka