torsdag den 26. februar 2015

SRP - kraftanstrengelse eller forældreopgave?

Så er årets studieretningsprojekter (SRP)  blevet bedømt, og eleverne har fået deres karakterer. Vore elever har i gennemsnit  klaret sig meget godt, men meget forskelligt, og sådan skal det jo være.

SRP  er et bærende element i den gymnasiereform, som blev gennemført i 2005, og intentionen med projektet var at styrke gymnasiets studieforberedende sigte og det forpligtende samarbejde mellem fagene. SRP er gymnasieelevernes "svendeprøve", den store kraftanstrengelse hvor eleverne virkelig får mulighed for at vise, hvad de kan, når de får 14 dage til at arbejde selvstændigt under vejledning. Kan de klare kravene til SRP, er de særdeles velforberedte på at starte på en videregående uddannelse.

Der er ingen tvivl om, at de fleste elever får utrolig meget ud af SRP.  De fordyber sig i et emne der interesserer dem, og de lærer at anvende faglige metoder og akademiske formater. Der er også elever der demonstrerer, at de har meget svært ved opgaven, fordi de ikke har de nødvendige faglige forudsætninger for at leve op til kravene til SRP. For dem er 14 dage meget lang tid, og de har svært ved at modtage vejledning.

SRP skal naturligvis skrives af eleven selv med vejledning fra lærerne og med inputs fra faglitteratur og gerne fra elevens netværk. For at ligestille eleverne skemalægger skolen vejledningssessioner i månederne op til skriveperioden og i skriveperioden. Desuden har vi bemandet skriveværksted på biblioteket ved siden af skolen, så der altid er en lærer at tale med for eleverne.

Men nogle elever modtager mere hjælp end det. Så meget at man i den offentlige debat taler om forældreopgaven. Man må jo gerne bruge sit netværk til at komme med ideer og give feedback, men grænsen til det som Undervisningsministeriet kalder "ubrettiget hjælp" er flydende.

Der er ikke så mange der  snyder ved at "planke" opgaver fra nettet. Der findes gode programmer, som checker for snyderi, og dem anvender vi. Men vi kan vanskeligt dæmme op for den nye "trend" med at købe nyproducerede opgaver af universitetsstuderende.

Selv om vi ikke ved hvor stort problemet med snyderi og uberettiget hjælp er, er der ingen tvivl om at problemet eksisterer, og at usikkerheden om det udgør en urimelig mistænkeliggørelse af de elever - flertallet - som skriver opgaverne selv og presser sig til det yderste for at opnå det bedst mulige resultat.

Det ville være ærgerligt at afskaffe SRP, for projektet har en væsentlig funktion som kulmination på elevernes udvikling fra elever til studerende gennem gymnasieårene. Men vi er nødt til at skabe mere sikkerhed om, hvem der skriver opgaven. Man kunne overveje at lade eleverne fremlægge projektet mundtligt for en lærer og en censor for derigennem at checke om eleven selv har skrevet opgaven, og man kunne lade læreren vurdere skriveprocessen fra emneafsøgning over problemformulering og disponering til de første udkast og det endelige projekt.

For de elever, som har overgået sig selv og gennem en stor kraftanstrengelse har leveret et fremragende produkt, fortjener, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, om de selv har skrevet opgaven.

søndag den 22. februar 2015

Majid og Peter

Majid, som går i 1g på Ørestad Gymnasium, deltog i mindehøjtideligheden for ofrene for terroraktionen i sidste weekend. I et indslag i TV2 fortalte han, hvorfor han syntes det var vigtigt at deltage, men han gav også udtryk for, at han ikke synes det er rimeligt, at han og andre etniske unge skal udsættes for generaliseringer og gøres til en slags medskyldige i de voldelige begivenheder. Han sammenligner sig med en fiktiv 16-årig Peter og spørger, hvorfor han skal behandles anderledes og gøres til medskyldig i forbryderens handlinger.

Når Majid går ind ad døren til Ørestad Gymnasium sammen med alle de andre elever der tilsammen afspejler Københavns sociale og kulturelle mangfoldighed, skal han opleve at han er medlem af et fællesskab. Gymnasiets fællesskab hviler på demokrati og videnskabelighed, og det har til opgave at uddanne demokratisk sindede medborgere, der kan udfylde deres plads som aktive medborgere og virksomme medarbejdere. Alle elever er ligeberettigede deltagere i dette fællesskab under den ene forudsætning at de accepterer rammen - demokrati og videnskab - og accepterer opgaven - at uddanne demokratiske og virksomme medborgere.

I en artikel i Politiken i kølvandet på begivenhederne i Paris hed det om Ørestad  Gymnasium, at  De tager hensyn i ytringsfrihedens laboratorium.  Af interviewene med eleverne fremgår det klart, at de er opmærksomme på, at et fællesskab forudsætter, at man tager hensyn til hinanden. Ikke sådan at man underordner sig hinandens synspunkter og adfærd, men at man grundlæggende respekterer den andens udgangspunkt og ikke vælger at krænke den anden unødvendigt.

I skolens værdigrundlag er en af de tre centrale værdier "anerkendelse". Vi anerkender hinandens ret til at være særlig og kan forvente at den anden behandler en på samme måde. Vi har ret til at ytre vores forskellighed, men ikke for at krænke den anden.

Ved at møde hinanden i gensidige anerkendelsesrelationer opbygges et fællesskab baseret på et grundlæggende tillidsforhold, som er forudsætningen for at opleve sig som et fuldt medlem af fællesskab. I det lille skolefællesskab og i det store.


Det er så vigtigt at unge som Majid oplever sig som lige i forhold til hans fiktive kammerat Peter. Det er det vi forsøger at gøre til en realitet på vores skole som forberedelse til et samfund hvor han gerne skulle opleve det samme. Men hvis unge med god vilje til medborgerskab i det danske samfund møder en mur af mistillid og grove generaliseringer, skaber man yderligere grobund for det "modborgerskab" som selve terroraktionen og sympatitilkendegivelserne for terroristen er udtryk for.